Har du en uddannelse inden for rengøringsbranchen, og kan du samtidig prale af en del erfaring, så ligger drømmejobbet muligvis og venter om hjørnet.

Det norske kongehus står nemlig i øjeblikket og mangler to ledige rengøringshjælpere på fuldtid på Det Kongelige Slot, der er den norske kongefamilies hovedresidens.

Det skriver TV 2 Norge.

Rengøringshjælpernes opgave bliver at holde Det Kongelige Slot og andre af kongehusets ejendomme rene, og i jobbeskrivelsen står der blandt andet, at ansøgerne gerne må have erfaring fra hotel- eller kontorrengøring.

Hertil forventes det, at du er selvstændig og kan arbejde i et team.

»Ansøgeren er nøjagtig og har god orden. Videre søger vi efter personer, der har samarbejdsevner og høj integritet. Der lægges vægt på personlige egenskaber,« lyder det i jobopslaget.

TV 2 Norges kongehusekspert betragter jobbet som et »drømmejob« for personer, der arbejder i rengøringsbranchen.

»For mange, der arbejder inden for rengøringsbranchen, må dette være drømmejobbet, og jeg ved, at mange, der får sådan et job på Det Kongelige Slot, er mange år i stillingen,« lyder det fra TV 2 Norges kongehusekspert, Kjell Arne Totland.

Ifølge kommunikationschef for det norske kongehus, Marianne Hagen, kan man med stillingen også forvente, at man i større eller mindre grad vil have kontakt til kongefamilien.

Sidder du og overvejer at søge jobbet, så skal du ifølge Kjell Arne Totland være indstillet på, at du skal være særdeles loyal og kunne udvise diskretion, hvilket også understreges i kongehusets jobopslag.

»Den, vi ansætter, arbejder systematisk og er ansvarsbevidst foruden loyal og diskret.«

Men så kan du også se frem til et job, hvor den ikke bare står på gulvvask og afstøvning. For på grund af det norske kongehus' mange værdifulde antikke genstande, skal vedkommende, der får jobbet, også mestre rengøring af disse.

»Der er mange museumsgenstande. Det er på en måde både et museum, hjem og kontor på samme tid,« siger Marianne Hagen til TV 2 Norge.

Med jobbet kan du se frem til godt 150 kolleger i form af både chauffører, kokke og gartnere.

Er du fristet? Ansøgningsfristen er den 21. november, og du kan søge her.