Kvinde slap væk fra bortfører og slog - nøgen og forslået - alarm til fiskere på nærliggende strand.

Enhver rygsækrejsendes mareridt blev tirsdag til virkelighed for to europæiske piger i Australien.

Pigerne, hvis nationalitet ikke er oplyst, blev ifølge eget udsagn bortført og voldtaget af en mand, som de havde mødt kort forinden.

Politiet i delstaten South Australia oplyser torsdag, at det har anholdt og sigtet en 59-årig mand for drabsforsøg, bortførelse og voldtægt, skriver australske medier.

Det var en gruppe fiskere, der slog alarm, efter at en af pigerne - nøgen og forslået - kom løbende imod dem på en strand nær det område, hvor pigerne havde slået deres telt op for natten.

- Få mig væk herfra. Få mig væk herfra. Han vil slå os ihjel, beretter en af fiskerne over for Channel Seven, at kvinden råbte til dem.

- Vi blev meget chokerede, da vi så hende, tilføjer fiskeren. Pigen havde sår på kroppen og havde tydeligvis været udsat for vold, fortæller han.

Ifølge politiet havde de to piger kørt i bil med en person, de havde mødt i Adelaide dagen før og "endte med at befinde sig i en situation, der både var skræmmende og fysisk farlig for dem". Det forklarer efterforskningsleder James Blandford fra South Australia Police ifølge AFP.

- Et af ofrene var i stand til at løbe væk og mødte nogle fiskere i området, siger han ifølge ABC News, der beretter, at gerningsstedet var fyldt med blod.

- Set i lyset af sigtelserne, er ofrenes tilstand naturligvis meget alvorlig, og de er naturligvis chokerede, siger han videre.

Efter at politiet var blevet kontaktet af fiskerne, lykkedes det at anholde den formodede gerningsmand i området. Politiet ønsker ikke at oplyse, om det andet offer på dette tidspunkt befandt sig sammen med manden.

Ifølge politiet blev kvinderne fløjet til hospitalet i Adelaide med alvorlige kvæstelser, men er torsdag uden for livsfare. Der er ingen oplysninger om deres nationalitet.

/Ritzau