Et universitet i det uroplagede nordvestlige Pakistan er onsdag morgen under angreb af en gruppe bevæbnede mænd.

Det er endnu uvist, hvor mange personer, der deltager i angrebet. Men pakistansk politi oplyser ifølge Reuters, at det har dræbt to af de militante, som deltager i angrebet.

Hovedparten af de studerende skulle ifølge vicepolitiinspektør Saeed Wazir være bragt i sikkerhed, men "adskillige" bevæbnede mænd befinder sig angiveligt fortsat på universitetsbygningernes øvre etager.

Ifølge Reuters rapporterer lokale medier, at omkring 50 personer er såret. Samtidig skulle mindst fem være døde i angrebet. Det skriver AFP, der er i kontakt med en redningsarbejder.

Oplysningerne er ikke bekræftet af myndighederne.

To eksplosioner er hørt inde fra Bacha Khan universitet, der ligger i byen Charsadda, oplyser en lokal politimand til nyhedsbureauet Reuters.

Han fortæller, at der fortsat er skudvekslinger inde på universitetsområdet.

Nationalt tv viser optagelser af soldater, der bevæger sig ind på området for at støtte politistyrkerne, og ambulancer der holder klar ved indgangen til universitetet for at modtage eventuelle ofre.

De bevæbnede personer stormede ifølge politiet universitetet under dække af en tæt vintertåge i området.

»Der forelå ingen trusler på forhånd, men vi havde allerede styrket sikkerheden omkring universitet,« siger Fazal Raheem Marwat, vicerektor på universitet, ifølge AFP.

Universitetet har over 3000 studerende. Onsdag befinder der sig yderligere omkring 600 gæster på læreanstalten i anledning af en poesi-oplæsning.

Politi og sikkerhedsstyrker har dræbt i hundredvis af personer under en kampagne mod terrorister, der blev iværksat, efter at militante i december angreb en skole i Peshawar. Over 140 mennesker blev dræbt ved angrebet.

Byen Charsadda, der huser det universitet, som nu er angreb, ligger omkring 50 kilometer fra Peshawar.

Vi følger udviklingen i angrebet herunder

/ritzau/Reuters