En mor fra Houston gav tirsdag en CNN-journalist en ordentlig omgang skældud, da hun fik stukket en mikrofon i hovedet kort tid efter, at hun var ankommet til et shelter med sin lille datter.

Det skriver New York Post.

Houston har været ramt af massive regnmængder og oversvømmelser, siden Texas i weekenden blev ramt af orkanen Harvey, og da kvinden ved navn Danielle kom frem til shelteret med sin datter, var det efter flere dage i fortvivlelse uden mad eller hjælp.

Danielle forklarer først CNN, hvordan hun først havde ventet på politiet i 36 timer, men uden at nogen kom hende og datteren til undsætningen.

»Vi havde været der i fem dage uden mad, uden lys. Men ingen kom,« fortæller moderen til CNN.

Hun besluttede til sidst at tage sin datter med gennem de voldsomme vandmasser, og de blev senere samlet op på en benzintank og bragt til shelteret.

Danielle er tydeligt rystet under interviewet, og da CNN-journalisten Rosa Flores spørger, hvordan det føltes at redde sin datter fra vandmængderne, bliver det for meget for moderen.

»Vi gik gennem 1,2 meter vand for at skaffe dem mad den første dag, så ja, det er noget lort. I prøver at interviewe folk midt i deres værste tid. Det er ikke det smarteste at gøre,« siger Danielle, der får et 'undskyld' fra journalisten, inden hun fortsætter:

»Folk bryder virkelig sammen, og I sidder bare her med kameraer og mikrofoner og prøver at spørge, hvad der er galt med os. Og du prøver virkelig at forstå, mens mikronfonen stadig er i mit ansigt! Mens jeg ryster af kulde, og mine børn er våde - og du stikker stadig en mikrofon i ansigtet på mig!« lyder det vredt fra Danielle.

Reporter Rosa Flores undskylder endnu engang, før nyhedsværten hjemme i studiet afbryder live-sendingen. Senere forklarer Rosa Flores, at Danielle netop er et billede på, hvor meget kaos og smerte, der er i Houston i disse dage.

Orkanen Harvey gik i land i Texas lørdag morgen og har siden bragt enorme regnmængder med sig. Tirsdag satte dele af Houston rekord for mængden af regn, der nogensinde er faldet et sted i USA som konsekvens af en strom, da der blev målt en regnmængde på 129 cm. Det var også tirsdag aften, at Houstons borgmester, Sylvester Turner, beordrede et udgangsforbud i hele byen, som varer indtil onsdag formiddag dansk tid.

Ifølge Røde Kors var mere end 17.000 mennesker placeret i shelters tirsdag, skriver New York Times.

Lokale myndigheder oplyser også til avisen, at 30 mennesker er døde som følge af stormen, men man forventer, at tallet vil stige, når vandmasserne er forsvundet.