Østrig er endnu engang ramt af en spektakulær retssag. En ung smuk kvinde har indrømmet at have dræbt først sin mand og siden sin nye kæreste, parteret dem og begravet dem i gulvet i sin iskage-bod.

De har haft Natascha Kampusch og Josef Fritzl, og nu er Østrig igen lammet af en ny grusom retssag.

Den unge smukke Goidsargi Estibaliz Carranza Zabala sidder i denne uge i en retssal i Wien anklaget for mord på sine to mænd. Med to års mellemrum har hun dræbt de to mænd og derefter skaffet sig af med deres parterede lig ved at støbe dem ned i et cementgulv i sin kælder.

Det skriver flere udenlandske medier, blandt dem tyske bild.de.

Retssagen mod den kun 1,65 meter høje og 53 kilo tunge kvinde har rystet Østrig, og trods sin beskedne størrelse skød hun ifølge anklagen sin første mand, Holger Holz, tilbage i 2008. Hun parterede ham med en motorsav, pakkede ham ind i plasticposer og støbte ham ned i gulvet i sin iskagebutik. Samme scenario gentog sig i 2010, hvor hun skaffede sig af med sin nye partner, Manfred Hinterberger.

Og den klejne kvinde forberedte sig tilsyneladende godt på drabene. Først tog hun skydetimer, og senere gik hun på kursus for at lære at lave beton.

Mens hun gik løs med sin motorsav, tændte hun for maskinerne i sin butik, så de overdøvede larmen.

De sørgelige rester blev opdaget ved en ren tilfældighed under et renoveringsarbejde. På det tidspunkt var Goidsargi Estibaliz Carranza Zabala flygtet til Italien, men i løbet af et par dage var hun anholdt og udleveret til Østrig.

Da hun blev fanget, var hun gravid med en ny mand. Barnet blev født i januar, men blev straks fjernet fra moderen og bliver efter sigende passet af hendes forældre i Barcelona.

En psykiatrisk rapport beskriver den 34-årige spansk-mexikanske kvinde som 'psykisk abnorm' og farlig.

Zabala har indrømmet drabene og har fortalt politiet i detaljer om, hvad hun har gjort.