En 29-årig mand fra Danmark blev ifølge sin egen forklaring beordret til at slå sin mor ihjel af Allah, da han sidste sommer skar halsen over på hende med en kniv i deres fælles lejlighed i De Forenede Arabiske Emirater.

Ifølge den psykisk sýge søns forklaring var han blevet ringet op fra Libanon af en tante, der fortalte at hans 50-årige mor bedrev heksekunst. Han besluttede sig for at undersøge sagen og fandt angiveligt nogle papirer, der dokumenterede hendes hang til sort magi.

Derfor gik han omkring  7. juni sidste år til angreb på moderen, der var dansk statsborger af libanesisk oprindelse. Han holdt en hånd over den sovende kvindes mund og skar hendes hals over med en køkkenkniv i lejligheden i bebyggelsen Al Nakhla Tower i emiratet Sharjah lidt nord for Dubai i de Forenede Arabiske Emirater.

Drabet blev dog først opdaget 10 dage senere, da manden med en kniv truede sig til nogle varer i et nærliggende supermarked om eftermiddagen. Da politiet blev tilkaldt, tog de manden med tilbage til hans lejlighed for finde hans ID, og her studsede betjentene over en ubehagelig lugt. Den viste sig at stamme fra liget af den myrdede mor, som stadig befandt sig i et soveværelse i lejligheden.

Da drabsmanden mandag blev stillet for en dommer ved retten i Sharjah, fremlagde anklageren en mentalundersøgelse fra det lokale psykiatriske hospital, der konkluderede, at han han led af psykoser.

Allerede i 2010 blev den unge mand ifølge lokale medier kortvarigt behandlet på et psykiatrisk hospital i Danmark, men tydeligvis ikke nok til at gøre ham rask.



Under et tidligere retsmøde i marts påstod han over for dommeren, at han skulle løslades, fordi moderen var vendt tilbage fra de døde og havde tilgivet ham. Til den 29-åriges utilfredshed blev han dog sendt tilbage til det psykiastriske hospital for yderligere undersøgelse.

Han har erkendt at have slået moderen ihjel, men mener ikke selv at være syg. Ifølge lokale medier risikerer han dødsstraf. Dødsdomme i Sharjah bliver normalt omstødt til fængsel på livstid.

Det danske konsulat i Dubai har fulgt retssagen siden mandens anholdelse sidste sommer, og de danske myndigheder er stadig opmærksomme på den 29-årige, danske statsborgers skæbne i Emiraterne.

»Som ved andre straffesager mod danske statsborgere i udlandet er det eneste, som vi kan sige, at der er sket en anholdelse af en dansk statsborger i sagen og vi yder sædvanlig konsulær bistand til den anholdte. Derudover kan vi på grund af tavshedspligt ikke komme ind på yderligere detaljer i sagen,« siger fungerende chef  i Udenrigsministeriets Borgerservice - Cathrine Uttenthal - til BT.