Drabsfar til eks-konen: Du ved, det her ender grusomt

'Du ved, at det her ender grusomt.' Sådan lød truslen fra Peter-Thue Rudgaard, der sidste år slog sine to døtre ihjel i en bilbrand uden for Berlin i Tyskland, til børnenes mor.

Torsdag fortsatte retssagen mod Peter-Thue Rudgaard fra Nordjylland, der har indrømmet at han i august sidste år bedøvede sine to små piger og slog dem ihjel ved at sætte ild til sin bil, mens pigerne - proppet med sovemiddel - sov på bagsædet. Torsdag var danske politifolk indkaldt som vidner.  

Kenneth Petersen fra Nordjyllands Politi afgav forklaring som leder af sagens danske efterforskning. Han afhørte, som den første, moderen til børnene efter at have underrettet hende om, hvad der var sket.

Læs også: Hotelansat så pigerne kort inden: Der var noget galt

- Det var en spredt afhøring, som gik over lang tid, da den naturligvis var præget af moderens reaktion, fortalte efterforskeren i retten i Potsdam.

Moderen til børnene forklarede, at Peter-Thue Rudgaard havde truet hende med, at der ville ske noget med børnene.

Der var voldsomme stridigheder mellem forældrene, som tidligere var blevet skilt, omkring retten til de to piger  - Marlene og Line - på 9 og 10 år 

Betjenten fornemmede på moderen, at hun nærmest ved ankomsten af politibilen vidste, at der var sket de to døtre noget frygteligt. 

- Hun havde haft en angst omkring, at der kunne ske børnene noget, og da hun hørte, hvad der var sket, så var hun sikker på, at det var Rudgaard, der havde gjort det, forklarede kriminalassistent Petersen.

Mistanke om noget frygteligt

Moderen får allerede en mistanke om, at noget frygteligt kan være sket, da Peter-Thue Rudgaard og døtrene ikke dukker op som aftalt. Samtidig med, at hun ikke kan få fat i nogen af dem via telefon.

- Men jeg tror ikke, at hun forestillede sig, at noget så forfærdeligt ville ske. Men jeg fornemmer, at hun havde frygtet, at sådan noget her kunne ske, fordi Rudgaard havde truet hende med, at hvis ikke han fik børnene, så kunne noget frygteligt ske, forklarede den danske betjent.

Efterforskningsafdelingen i Nordjyllands Politi Aalborg har blandt andet modtaget syv lydoptagelser, som moderen har optaget af samtaler med eksmanden.

Ord fra optagelserne

Ordlyden fra en af optagelserne blev læst op i retten. Her siger Peter-Thue Rudgaard:

- Du ved, at det her ender grusomt. Hvis du ikke stopper med at sætte mig under pres, så sker der de mest grusomme ting.

Derudover kom det også frem i retten, at han på optagelsen truede ekskonen og sagde, at hun skulle passe på og se sig over skulderen.

Frygten for at Peter-Thue Rudgaard skulle skade pigerne og måske slå dem ihjel havde ikke været så konkret, at moderen havde forsøgt at forhindre ham i at se børnene, men at hun havde haft frygten i baghovedet, forklarede kriminalassistent Petersen.

Læs også: 'Han skreg og var smurt ind i blod'

Frygten drukner dog i de mange konflikter, som forældrene har omkring overlevering af børnene, så moderen magter ikke at gøre noget ved det og dermed skabe endnu en konflikt, har hun forklaret.

Et øjebliks sindssyge?

Selvom der altså ikke længere er tvivl om, at Peter-Thue Rudgaard stod bag den grufulde handling, hvor han bedøvede sine to piger Marlene og Line med sovemedicin og brændte dem i en bil, så skal de kommende retsmøder og vidneberetninger afsløre, om drabene var planlagt, eller om det var en handling i forbindelse med et øjebliks sindssyge.

Læs også: Retsmøde aflyst - drabstiltalt far forsøgte selvmord

Næste retsmøde er torsdag den 24. april, hvor blandt andre retsmedicinere skal vidne. Moderen til de dræbte piger skal vidne den 3. maj. I alt er der afsat 13 dage til retssagen, og der forventes dom i slutningen af maj. Kendes Peter-Thue Rudgaard skyldig, står han til livsvarigt fængsel, som i Tyskland er minimum 15 år.

Af Maria Thuesen

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her