Der er nye spændinger mellem Indien og Pakistan i den omstridte Kashmir-provins, efter drab på soldater fra begge sider.

INDIEN: To indiske soldater blev tirsdag dræbt af pakistanske soldater på våbenstilstandslinjen mellem de to lande i den omstridte Kashmir-provins, skriver Reuters.

Forholdet mellem de to atommagter og tidligere krigsførende lande Indien og Pakistan balancerer på en knivsæg med fare for, at de latente konflikter eskalerer ved selv mindre hændelser.

En talsmand for den indiske hær kalder drabene en »grov provokation« og fandt ifølge en talsmand sted, da soldaterne var på patrulje nær Mendhar, 220 kilometer nord for den indiske by Jammu.

Talsmanden siger, at der forud fandt »mistænkelige bevægelser sted en halv kilometer inde på vores territorium«.

- Vores soldater omringede dem og opfordrede dem til at overgive sig, men blev i stedet skudt på, siger talsmanden for hærens nordlige kommando. Yderligere blev en indisk soldat såret under den halve time, skyderiet stod på.

Ifølge andre oplysninger fra den indiske hær blev liget af en soldat maltrakteret.

Drabene vil yderligere øge spændingerne i området, da de finder sted to dage efter, at Pakistan oplyste, at en af dets soldater var blevet dræbt, da indiske styrker overskred linjen.

Gennem hele 2012 er otte indiske soldater ifølge hæren blevet dræbt på grænsen mellem de to lande, mens 75 er blevet såret.

Pakistans hær afviser på det kraftigste, at dets soldater står bag skyderiet og drabene på inderne.

Den indiske talsmand Rejesk Kalila kalder tirsdagens indtrængen for »en kraftig eskalering« og en »overtrædelse af våbenhvilen gennem forsøg på infiltration med støtte fra den pakistanske hær«.

Talsmanden beskylder også pakistanerne for at have forsøgt at drage fordel af tyk tåge i området, da de blev opdaget.

De to lande - det fortrinsvis hinduistiske Indien og det muslimske Pakistan - er trods perioder med fred og ro historiske arvefjender og har udkæmpet adskillige krige om kontrollen med blandt andet Kashmir-provinsen.

Det gjaldt senest i 1999 samt tilbage i 1965 og 1949.

I 1971 var de to lande i krig om det tidligere Østpakistan, som blev til det selvstændige Bangladesh.