Ivanka Trump er officielt blevet ansat i Det Hvide Hus, hvor hun får en stilling som ulønnet assistent for præsidenten, hendes far, Donald Trump.

Det meddeler Det Hvide Hus i en erklæring onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

'Vi er glade for, at Ivanka Trump har valgt at tage dette skridt i sin rolle som førstedatter og til støtte for præsidenten,' står der i erklæringen.

'Ivankas rolle som ulønnet medarbejder fremmer vores engagement i etik og gennemsigtighed og øger hendes mulighed for at lede politisk drevne initiativer til gavn for den amerikanske offentlighed.'

Ivanka Trumps officielle titel bliver præsidentens assistent.

Siden Donald Trump overtog præsidentembedet 20. januar, har den 35-årige Ivanka Trump været regelmæssigt til stede i Det Hvide Hus, hvor hun tidligere på måneden fik sit eget kontor.

Netop da det kom frem 20. marts, at præsidentdatteren havde fået sit eget kontor i "The West Wing", opstod der en del spørgsmål om eventuelle interessekonflikter.

Det er de etiske bekymringer, som præsidentdatteren med sin officielle stilling nu forsøger at komme til livs, forklarer hun.

»Jeg har hørt nogle af de bekymringer, der har været omkring min rådgivning af præsidenten i forhold til min personlige relation,« siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Jeg vil i stedet fungere som ulønnet medarbejder i Det Hvide Hus, hvor jeg er underlagt alle de samme regler som andre offentligt ansatte.«

/ritzau/