Alicia Machado fra Venezuela vandt Miss Universe i 1996, og dengang ejede Donald Trump selskabet bag konkurrencen. Den dengang 19-årige Alicia Machado blev efterfølgende mobbet af den nuværende republikanske præsidentkandidat. Men nu, 20 år senere, tager hun hævn ved at arbejde for Hillary Clinton.

Det skriver det amerikanske medie Inside Edition.

Når en Miss Universe er kåret, bruger hun det efterfølgende år på at promovere konkurrencen rundt omkring i verden. Og da Alicia Machado havde taget lidt på i vægt, mente Donald Trump ikke, at hun var i god nok form til at repræsentere konkurrencen.

I et radioshow kaldte Donald Trump blandt andet Alicia Machado for en »spisemaskine.« Ligesom han kritiserede hendes engelskkundskaber og spanske accent ved at kalde hende 'frøken husholderske', med henvisning til det store antal husholdersker i USA fra Latinamerika.

Efterfølgende inviterede Donald Trump pressen til en træningssession, så folk kunne se, at hun trænede.

Alicia Machado siger, at hun efter træningssessionen følte sig offentligt udskammet. Hun fortæller til Inside Edition, at Donald Trump ofte kaldte hende for »Miss Piggy«. Det hele fik hende til at føle sig »meget fed« og »meget deprimeret«.

»Efter den episode var jeg syg med anoreksi og bulimi i fem år. Over de sidste 20 år har jeg været hos mange psykologer for at kæmpe mod det,« sagde Alicia Machado til Inside Edition.

Donald Trump solgte Miss Universe konkurrencen i 2015.

'Miss Piggy kan stemme'

Den nu 39-årige enlige mor er nu flyttet til Hollywood, hvor hun i øjeblikket forhandler med et forlag om at udgive en bog med historierne.

Alicia Machados hævn mod Donald Trump er dog kun lige begyndt.

Hun er for nyligt blevet amerikansk statsborger, og på sin Instagram profil skrev hun i forbindelse med sit nyvundne statsborgerskab, at 'Miss Piggy og frøken husholderske nu kan stemme.'

Efter sit statsborgerskab er Alicia Machado begyndt at arbejde for Hillary Clintons kampagne. Her opfordrer hun de latinamerikanske borgere i USA til at stemme på den demokratiske præsidentkandidat.

Amerikanerne skal stemme om, hvem der skal overtage præsidentembedet efter Barack Obama 8. november.