Natten til onsdag gav præsident Donald Trump sin første tale foran en samlet Kongres i USA. Men i modsætning til flere af de tidligere taler, som præsidenten har holdt, så høster han faktisk ros for nattens tale - endda fra både støtter og modstandere. Specielt ét øjeblik stjal opmærksomheden og bliver rost.

Alle i salen rejste sig op og klappede. Følelserne var helt uden på tøjet. Og Donald Trump virkede, selv ifølge benhårde modstandere, som en ægte præsident.

Øjeblikket, som store dele af den amerikanske politiske elite taler om efter Donald Trumps tale til den amerikanske kongres natten til onsdag, dansk tid, handler om en afdød amerikansk soldat ved navn William Ryan Owens.

Ryan Jones blev dræbt under en opgave for den amerikanske militærenhed Navy Seal i Yemen tidligere på året i, hvad der af modstandere af præsident Trump er blevet betegnet som en fejlslagen mission. Det havde fået Donald Trump til at invitere den afdøde soldats enke, Carryn Owens, i kongressen for at modtage en hyldest på vegne af sin afdøde mand.

Carryn Owens var rørt til tårer over den hyldest, som Donald Trump og en samlet Kongres gav hendes afdøde mand, Williams Ryan Owens.
Carryn Owens var rørt til tårer over den hyldest, som Donald Trump og en samlet Kongres gav hendes afdøde mand, Williams Ryan Owens. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

Donald Trump sagde blandt andet:

»Jeg har lige talt med vores dygtige general Mathis, som bekræftede - og jeg citerer - 'Ryan var en del af en meget succesfuld mission, som fremskaffede store mængder, meget vigtig information, der vil føre til mange flere sejre i fremtiden mod vores fjender'. Ryans arv er skåret ind i evigheden. Tak,« lød det fra Trump, der vendte sig mod William Ryan Owens enke, som sad sammen med Donald Trumps datter Ivanka Trump i kongressen.

Efterfølgende fik Carryn Owens stående ovationer fra folk i kongressalen. Og det var en tydelig berørt enke, der modtog sin afdøde mands hyldest. Med øjne fulde af tårer, klappede Carryn Owens, inden hun blev nødt til at kigge op i salens loft.

Det var et øjeblik, som selv folk lavet af sten ville have svært ved ikke at finde rørende.

Det meget stærke øjeblik er også blevet bemærket i store dele af det politiske spektrum i USA. En af Donald Trumps mest indædte modstandere i form af advokaten og den politiske kommentator Van Jones, der tidligere har været rådgiver for Barack Obama, er ude og rose Donald Trump for øjeblikket.

Carryn Owens (midt i sort) ved siden af Ivanka Trump var rørt til tårer over den hyldest, som Donald Trump og en samlet Kongres gav hendes afdøde mand, Williams Ryan Owens.
Carryn Owens (midt i sort) ved siden af Ivanka Trump var rørt til tårer over den hyldest, som Donald Trump og en samlet Kongres gav hendes afdøde mand, Williams Ryan Owens. Foto: WIN MCNAMEE
Vis mere

Direkte på CNN efter talen til kongressen, sagde Van Jones:

»Der er rigtig mange folk, som har grund til at være frustrerede over ham (Donald Trump, red.), frygte ham. Men det var et af de mest ekstraordinære øjeblikke, vi har set i amerikansk politik. Punktum,« lød det fra Van Jones, der uddybede:

»For de folk, som har håbet, at han (Donald Trump, red.) ville blive samlende, som håbede, at han ville finde en vej til at blive præsidentiel, de bør være glade for det øjeblik. For de folk, som havde håbet, at han ville blive ved med at være en splittende tegneseriefigur, som han ofte finder måder at være på, de bør begynde at være en smule bekymrede efter i aften, fordi det, vi lige så ham gøre, hvis han kan blive ved med at gøre det igen og igen, så kommer han til at være her i otte år,« sagde Van Jones, der ofte har bekæmpet Donald Trump.

Van Jones slog samtidig fast, at det var øjeblikket, hvor Donald Trump - for ham - blev en rigtig præsident.

Du kan se klippet øverst i artiklen.

Andre læser også