USA: Den hemmelighedsfulde amerikanske domstol Foreign Intelligence Surveillance Court har fredag forlænget de amerikanske efterretningstjenesters tilladelse til at indsamle data fra millioner af amerikaneres telefonopkald.

Det oplyser den øverste chef for USAs efterretningstjenester, James Clapper, ifølge Reuters i en pressemeddelelse.

Domstolen har forlænget tilladelsen til at indsamle såkaldt metadata fra telefonselskaber, men det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor længe tilladelsen gælder.

Det var whistlebloweren Edward Snowden, der med sin lækage af fortrolige efterretningsdokumenter afslørede, at efterretningstjenesten National Security Agency (NSA) kan spore amerikaneres telefonsamtaler ved at indsamle metadata, som viser, hvornår der ringes og til hvem.

BNB