NORGE: Terroristen Anders Behring Breivik var ikke sindssyg, da han udtænkte, planlagde og udførte sit grusomme massedrab i Norge sidste år.
Sådan lød afgørelsen på den ti uger lange retssag mod ham, da dommer Wenche Elizabeth Arntzen fredag fremlagde rettens konklusion:
- Dommen er enstemmig og har følgende konklusion: Breivik er dømt til 21 år i forvaring, med 10 års mindstetid, sagde hun få minutter efter klokken 10 foran den propfyldte nybyggede retssal 250, der har dannet rammen om hele sagen mod manden med 77 menneskeliv på samvittigheden.
Trond Henry Blattmann, leder af den nationale 22. juli-støttegruppe, kaldte efterfølgende udfaldet »en god dom«.
Selv om dommerne har sat en tidsramme på 21 år i forvaring, kan straffen i princippet blive livsvarig, da den efter de 10 år skal revurderes hvert femte år, hvor en domstol skal afgøre, om Breivik fortsat er til fare for sine omgivelser.
- Han har fået lovens strengeste straf. Nu kan vi sætte en slutstreg. Det betyder i princippet, at han kan sidde inde resten af livet. Det håber vi. Vigtigt for os er, at afgørelsen er enstemmig, sagde Trond Henry Blattmann, der selv mistede sin søn under Breiviks angreb på Utøya sidste sommer, til Berlingske efter domsafsigelsen.
Retten afviste således den første af de to mentalerklæringer, der er blevet udarbejdet i forbindelse med retssagen. Den konkluderede, at Breivik lider af paranoid skizofreni og derfor ikke ville være egnet til en fængselsstraf. Den konklusion var to andre retspsykiatere, der stod bag den næste undersøgelse, uenige i. Her blev Breivik vurderet at være tilregnelig.
Breivik selv smilede, da han hørte rettens afgørelse, men da han efter oplæsningen af dommen, der først var færdig sidst på eftermiddagen fredag, ville han ikke anerkende dommen.
- Da jeg ikke anerkender retten, kan jeg ikke legitimere Oslo tingrett ved at acceptere dommen. Dommen er i mine øjne illegitim. Samtidig kan jeg ikke anke, sagde han med henvisning til, at han fra retssagens begyndelse har sagt, at han ikke anerkender domstolen, og at en anke ville »legitimere dommen«.
Sagens anklagere havde argumenteret for, at Breivik skulle idømmes en behandlingsdom, men anklagerne fortalte efter retsmødet, at rigsadvokaten havde besluttet ikke at anke forvaringsdommen.
Den danske psykiater Henrik Day Poulsen er enig i den afgørelse, de norske dommere om frem til.
- Hvis jeg tager mine lægebriller på, så synes jeg også, det er den rigtige straf, manden har fået. Han er bestemt ikke normal, men han er ikke sindssyg, siger han.
Henrik Day Poulsen tror netop, at det blandt andet er planlægningen af angrebene og Breiviks rolige adfærd i retten, der har fået dommerne til at vurdere, at han er tilregnelig.
- Retten var dårligt hjulpet af mine kolleger, for dommerne havde fået to mentalundersøgelser, der strittede i hver sin retning. Men mit bud er, at de blandt andet lægger vægt på kriminalitetens art, altså den systematiske planlægning, der ligger bag. Det er ikke noget, der kendetegner folk, der har en ubehandlet sindssygdom, siger Henrik Day Poulsen.
Anders Breivik skal afsone sin straf i det topsikrede Ila Fængsel uden for Oslo, hvor han har siddet varetægtsfængslet i mere end et år.



