Sex med mindreårige, bedrageri og et lidt for lummert kig på Thornings bagdel

Sex med mindreårige prostituerede samt bedrageri og underslæb er blot få af de ting, som Berlusconi er blevet slæbt i retten for.

Italiens tidligere ministerpræsident, Silvio Berlusconi, bør efterhånden være godt bekendt med det italienske retssystem. I hvert fald har han haft rig lejlighed for at lære det at kende. Alene i år har han været i retten mindst fire gange, og der kører hundredvis af andre sager mod ham.

For selv om han fredag fik afsluttet sin sag om skatteunddragelse, der gav en dom på et års fængsel, så er Berlusconi endnu ikke færdig ved den italienske domstol. Berlusconi er nemlig også anklaget for at have dyrket sex med den mindreårige marokkanske mavedanserinde, Karima El Mahroug - og for efterfølgende at have begået magtmisbrug for at få politiet til at løslade pigen.

Desuden har Berlusconi sager om bedrageri og underslæb hængende over hovedet, ligesom han også har været tiltalt for at bestikke en advokat til at afgive falsk vidneforklaring. Sidstnævnte sag blev dog opgivet i februar, da den faldt for forældelsesfristen.

Berlusconis hang til unge kvinder er dog ikke ny. Den nu 76-årige Silvio har altid været kendt for at være en skørtejæger. 


Berlusconi er kendt for at have et godt øje til kvinder. Her tjekker han en kvindes bagdel efter en AC Milan kamp.
Berlusconi er kendt for at have et godt øje til kvinder. Her tjekker han en kvindes bagdel efter en AC Milan kamp. Foto: OLIVIER MORIN
Vis mere

I 2009 blev det afsløret, at Berlusconi havde sex med luksus-escort-pigen Patrizia D'Addario, mens paparazzi-billeder fra vilde fester med massevis af unge, topløse piger i Berlusconis luksusvilla på Sardinien senere samme år gav genklang i hele verden. 

Samme år begyndte der også at florere rygter om, at at Berlusconi havde en affære med den kun 18-årige italienske model Noemi Letizia. Det fik Berlusconis kone Veronica Lario til at søge om skilsmisse.

Desuden har Berlusconi også haft et godt øje til statsminister Helle Thorning-Schmidts bagdel.


Selv om Berlusconi hele tiden har benægtet alle beskyldninger, så er hans landsmænd ikke lige så overbeviste. Efter afsløringen af de mange sexskandaler faldt Berlusconis popularitet drastisk.

– Mange italienere ser ingen problemer i, at han ejer over halvdelen af medierne og samtidig er regeringsleder. Det er et for kompliceret spørgsmål. Men sager om sexskandaler er mere overskuelige og velkendte. Det er jo ikke første gang, at kendte personer – også uden for Italien – er involveret i sådanne sager. Det er en genre, der er indarbejdet i den folkelige forestillingsverden og har en større appel og evne til at få stemninger til at svinge, udtalte Gert Sørensen,  der er lektor i italiensk på Københavns Universitet og har skrevet en bog om Berlusconi, til kristeligt dagblad i 2009.

Berlusconi gik af som Italiens premierminister i november 2011.