Seks hollandske teenagere og en far er mandag idømt fængselsstraffe for at tæve en frivillig linjedommer ihjel. De overfaldt linjedommeren efter en fodboldkamp i december sidste år.
HOLLAND: En domstol i Holland har mandag idømt seks teenagedrenge og en far fængselsstraffe på op til seks år for dødsvold mod en mand, der optrådte som linjevogter i en fodboldkamp, som drengene deltog i. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
»De syv personer er skyldige i at have ramt linjevogterens hoved og overkrop. Retten fastslår, at ingen af de mistænkte havde til hensigt at dræbe linjedommeren,« sagde dommeren i forbindelse med mandagens dom.
Den dømte far skal seks år bag tremmer, mens de seks fodbolddrenge, der alle er mindreårige, skal afsone deres straffe på mellem seks måneder og to år på ungdomsinstitutioner. En ottende person, der var anklaget i sagen, blev frikendt.
Den 41-årige Richard Nieuwenhuizen, der var far til tre, blev overfaldet i december sidste år efter en fodboldkamp, hvor han havde været frivillig linjedommer. Hans søn optrådte på det ene hold, mens spillere fra modstanderholdet umiddelbart efter kampen slog linjevogteren i jorden og efterfølgende fortsatte med at slå.
Linjevogteren kom på benene igen, men faldt om senere samme dag. Dagen efter døde han.
»Konklusionen er, at den vold, de skyldige har begået, var årsag til linjevogterens død,« sagde dommeren.
Dødsfaldet rystede Holland og den internationale fodboldverden.
»Hvordan kan 15-årige og 16-årige flippe sådan ud? Hvordan er de blevet opdraget? Vi er nødt til at gøre noget, for det er vanvittigt,« sagde fodboldklubben Ajax’ træner, Frank de Boer, efter dødsfaldet.