TYSKLAND: Et heftigt uvejr med kraftig storm har ramt den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, som tirsdag morgen er præget af kaotiske tilstande.

Mindst seks personer har ifølge avisen Die Welt mistet livet, tre af dem i storbyen Düsseldorf, hvor en stor poppel væltede ned i den bygning, hvor de havde søgt tilflugt for stormen.

Se billederne fra dødsuvejret, der hærger Tyskland

I Køln slog et lyn ned i et bøgetræ, som det kløvede i flere dele. Det fik træet til at vælte og ramme en cyklist, der døde på stedet.

Uvejret betegnes som et af de værste i flere år i den folkerige delstat, der blandt andet grænser op til Holland og Belgien. Flere steder meldes der om oversvømmede gader og hagl på størrelse med tokroner.

Politi og andre myndigheder er derfor på overarbejde, og uropolitiet er også sat ind.

BNB