Flere end 1.500 personer frygtes omkommet i Nepal, efter et voldsomt jordskælv lørdag morgen dansk tid sendte rystelser igennem hele regionen.

Myndighederne i Nepal har hævet dødstallet drastisk i løbet af lørdagen, og sidst på eftermiddagen kravlede det over 1.400 personer. Omtrent lige så mange er blevet såret, meddeler nepalesiske myndigheder.

Skælvene, der blev målt til 7,9 på Richterskalaen, gik særlig hårdt ud over landets hovedstad, Kathmandu, hvor ejendomme og store bygningskomplekser styrtede sammen. Blandt dem er Dharahara-tårnet, berømt bygningsværk i hovedstaden.

Læs også:

Der er meldinger om adskillige dødsofre i Kathmandu, også i byens historiske centrum.

Også i den nærliggende bjergkæde, Mahalangur Himal i Himalaya, mærkede man rystelserne, der udløste en række kraftige laviner. På verdens højeste bjerg, Mount Everest, meldes mindst 18 personer dræbt som følge af de enorme mængder sne, der blev sendt ned af skråningerne.

Mere end 1.000 bjergbestigere opholdt sig på bjerget, skælvet ramte. Basecamp, hvor man opholder sig, inden man bestiger det sidste stykke af Mount Everest, er blevet delvist begravet under snemasserne.

Læs også:

Det er fortsat vanskeligt at klarlægge omfanget af ødelæggelserne, da landets mobilnet er brudt sammen, og flere nødhjælpsorganisationer påpeger, at dødstal såvel som de fysiske ødelæggelser kan være markant højere, end de foreløbige udmeldinger har indikeret.

Internationale nødhjælpsorganisationer er massivt til stede i Nepals hovedstad, hvor der pågår et større arbejde med at redde mennesker ud af murbrokkerne, fortæller Red Barnets vicegeneralsekretær, Jonas Keiding Lindholm.

»De første 72 timer handler det om at redde mennesker ud af murbrokkerne. Det er absolut afgørende. Her arbejder vi i tæt kontakt med de nepalesiske myndigheder om også at få de tilskadekomne behandlet efterfølgende. Der er mange tilskadekomne - både børn og voksne,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Skælvene nåede også til nabolandene Tibet, Indien og Bangladesh. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der lørdag eftermiddag fundet 34 døde i Indien og en enkelt i Bangladesh, mens et kinesisk nyhedsbureau melder om 12 dræbte i Tibet.

Der er endnu ingen meldinger om danske dødsofre eller kvæstede Udenrigsministeriets officielle liste over danskere i Nepal tæller 125 navne, men ifølge flere rejseselskaber kan det tal reelt være markant højere.

20-årige Emil Meinert Bøttcher er en af de danskere, der opholder sig i Kathmandu, og han fortæller om kaotiske scener i hovedstaden.

»Jeg har set mennesker blive båret ud fra nedstyrtede murbrokker. Vi troede, de var døde. Stemningen er meget speciel og svær at forklare. Børn løber rundt i gaderne og smågriner, mens de voksne står og græder,« fortæller han til BT.

»Vi er fuldstændig ude af den. Vi har aldrig prøvet noget lignende. Vi bliver meget påvirket af de lokale, og selve synet af en by i ruiner. Det hele er chokerende,« fortæller danskeren videre.

Nepal har 30 millioner indbyggere og er et verdens fattigste lande. Jordskælvet lørdag morgen var det kraftigste i 81 år.