Enorme mængder nedbør har skabt oversvømmelser af historiske dimensioner i millionbyen Houston i delstaten Texas i USA. Og der er mere nedbør i udsigt.

Vandmasserne kommer efter den tropiske storm Harvey, og texanerne har formentlig endnu mere vand i vente de kommende dage.

Skaderne ventes at kunne blive lige så store som efter orkanen Katrina i 2005.

Ved weekendens afslutning var facit, at uvejret havde kostet mindst to mennesker livet. Flere amerikanske medier heriblandt New York Times skriver dog, at mindst fem er døde nu, mens mange fortsat savnes.

Imens var tusindvis af mennesker ifølge nyhedsbureauet AP blevet tvunget til at flygte fra deres hjem - nogle i oppustelige legetøjsbåde - eller måtte søge tilflugt fra de stigende vandmasser på taget af huse. Her opfordrer myndighederne dem til at vifte med lagner eller håndklæder for at gøre opmærksom på, hvor de befinder sig.

Redningsarbejdere har reddet flere tusinde mennesker, men har ikke kunnet følge med antallet af alarmopkald. Mange frivillige tager del i redningsarbejdet.

På sociale medier beretter beboere i Houston, hvordan de har forskanset sig i loftsrum. Nogle har økser med, så de vil kunne slå hul i taget, i tilfælde af at vandet skulle stige hele vejen op til øverste etage. I flere af byens gader står vandet meterhøjt.

De store mængder regn har forårsaget de største oversvømmelser i Houstons historie, og eksperter spår også historiske økonomiske konsekvenser.

Flere steder i Houston er der faldet næsten 80 centimeter regn, siden Harvey inden weekenden gik i land som en orkan og siden blev nedgraderet til en tropisk storm.
Flere steder i Houston er der faldet næsten 80 centimeter regn, siden Harvey inden weekenden gik i land som en orkan og siden blev nedgraderet til en tropisk storm. Foto: SOCIAL MEDIA
Vis mere

Siden Harvey gik i land som en orkan op til weekenden og efterfølgende blev nedgraderet til en tropisk storm, er der flere steder i Houston, USA's fjerdestørste by, faldet næsten 80 centimeter regn.

»Det, vi ser nu, er den største oversvømmelseskatastrofe i Houstons historie. Vi har set regnmængder uden sidestykke,« siger Steve Bowen, chefmeteorolog ved forsikringsselskabet Aon Benfield, til nyhedsbureauet Reuters.

Stormen er den mest voldsomme, der har ramt USA, siden orkanen Katrina i 2005.

Harvey er ramt ned i hjertet af den amerikanske olie- og gasindustri. Adskillige raffinaderier er blevet tvunget til at lukke, og mange offshoreplatforme er blevet evakueret.

»Skaderne kan blive lige så store som efter Katrina, når man tager mængden af nedbør i betragtning,« siger Loretta Worters fra The Insurance Information Institute til Reuters.

Katrina oversvømmede store dele af Louisiana og Mississippi. Fra en national katastrofefond blev der bagefter udbetalt 15 milliarder dollar alene til at dække de skader, som oversvømmelserne havde forårsaget.

Orkanen Katrina er ifølge Reuters den hidtil dyreste naturkatastrofe i USA's historie.

Brock Long, chef for USA's katastrofeberedskab, FEMA, forudsiger, at ødelæggelserne vil påvirke området i flere år.

»Denne katastrofe vil være en skelsættende begivenhed,« siger Long ifølge The Washington Post.

/ritzau/