Hele verden gøs, da det i dagene efter en frygtelig flyulykke den 24. marts 2015 kom frem, at andenpiloten Andreas Lubitz bevidst styrtede Germanwings-flyet 9525 ind i en bjergvæg i Alperne og tog 149 uskyldige passagerer med sig i døden. To år senere tager den tyske pilots forældre endelig bladet fra munden i en både opsigtsvækkende og kontroversiel udtalelse.

»Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, mærkelige omstændigheder og tvivl om den hidtil angivne årsag til ulykkesforløbet. Vi er i øjeblikket i gang med vores egne efterforskninger,« skriver Günter og Ursula Lubitz i et brev til den tyske avis Welt am Sonntag.

Forældrene uddyber ikke, hvilke spørgsmål de mener er 'ubesvarede', eller hvad de mener er 'mærkelige omstændigheder'. Men deres udtalelse sætter ikke desto mindre et stort, tykt spørgsmålstegn ved alle de oplysninger, der hidtil er kommet frem om årsagen til flytragedien - herunder den officielle havarikommisions konklusion om, at Andreas Lubitz låste kaptajnen ude af cockpittet og derefter gjorde sig skyldig i 149 uskyldige menneskers død ved at styre flyet direkte ind i bjergvæggen. Det er også kommet frem, at den 27-årige andenpilot var dybt depressiv og endda havde øvet sig på dødsstyrtet tidligere på flyets rute fra Barcelona til Düsseldorf.

Forældrene afslutter endda brevet med at skive, at der er opstået et 'helt forvrænget billede af vores søn'. Ifølge Welt am Sonntag mener forældrene endda, at flykatastrofen var en ulykke - ikke en selvmordsaktion fra deres søns side.

Udtalelsen gnider ifølge advokaten, som repræsenterer de pårørende til tragediens mange ofre, salt i et sår, der stadig er åbent to år derpå.

»Det er meget svært for de efterladte at blive konfronteret med sådanne spekulationer,« siger advokat Elmar Giemulla til den tyske avis Bild.

Resterne af flyet efter styrtet i de franske alper.
Resterne af flyet efter styrtet i de franske alper. Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Også hos Lufthansa, som ejer lavprisselskabet Germanwings og efterfølgende måtte punge ud med en kæmpe erstatning til de pårørende, ryster de på hovedet over udtalelsen fra Andreas Lubitz' forældre og slår fast, at havarikommissionens konklussioner stadig står ved magt.

»Der er ingen grund til at tvivle på rapporten,« siger Lufthansas talsmand til Bild.

Brevet til Welt am Sonntag er første gang forældrene direkte udtaler sig om flykatastrofen, som for altid gjorde deres søn berømt og ikke mindst berygtet. Men det er ikke første gang de påkalder sig de pårørendes vrede. I forbindelse med årsdagen for flykatastrofen indrykkede Günter og Ursula Lubitz en annonce i deres lokale avis Westerwälder Zeitung, hvor de takkede de mange mennesker, som har støttet og trøstet dem det seneste år.

De beskrev blandt andet det forgangne år som »et år med rædsel og frygt, uden hvile, uden ord og afmagt og undertrykt sorg. Vi har mistet en kærlig og værdifuld person.«

Især den sidste sætning fik en del af de pårørende til de mange dræbte til at se rødt. De var forargede over, at den person, som de betragter som en masssemorder, som har dræbt deres kære, blev omtalt som 'kærlig og værdifuld.' Det kan du læse meget mere om her.