Andreas Lubitz, der for en uge siden fik Germanwings-flyet til at styrte ned i de franske alper, fortalte i 2009 Lufthansa, at han havde været i behandling for depression.

TYSKLAND: Lufthansa fik i 2009 at vide, at Andreas Lubitz havde været i behandling for en svær depression. Det var piloten selv, der informerede flyselskabet.

Det oplyser Lufthansa, skriver Reuters.

27-årige Andreas Lubitz fik for en uge siden et fly fra Germanwings, der ejes af Lufthansa, til at styrte ned i de franske alper. Alle 150 om bord blev dræbt ved det voldsomme flystyrt.

Andreas Lubitz forlod Lufthansas pilottrænings-skole i flere måneder. Da han i 2009 vendte tilbage oplyste han, at han havde været i behandling for en »svær depression«. Han gennemgik samtidig en test, der viste, at han fysisk kunne udføre opgaven som pilot.

Lufthansa har videregivet oplysningerne til den tyske statsanklager, der efterforsker flystyrtet.

Det er tidligere kommet frem, at Andreas Lubitz led af depressioner, men at han tilsyneladende gemte disse oplysninger for Lufthansa af frygt for at miste sit job.

Det er også kommet frem, at Andreas Lubitz på den skæbnesvangre dag låste sin kaptajn ude af cockpittet, da denne gik på toilettet, og indledte sin selvmordsmission.