USA: Den 27-årige Mariam Yahya Ibrahim, der har undgået en dødsdom i sit fødeland Sudan, ankom torsdag til USA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mariam Yahya Ibrahim blev dømt til døden i Sudan, fordi hun havde giftet sig med en kristen sydsudanesisk amerikaner og havde konverteret fra islam til kristendommen.

Hun var gravid, da hun blev fængslet i Sudan. Oprindelig lød dommen på, at hun kunne få lov til at have de første to år sammen med sit barn, hvorefter hun skulle hænges.

Hun blev siden benådet, men blev i første omgang alligevel nægtet udrejse af Sudan, der beskyldte hende for at bruge forfalskede rejsepapirer.

Efter massiv international kritik blev hun tilladt udrejse og ankom tidligere på måneden til Italien, hvor hun mødte paven. Og nu er hun og familien altså nået til USA.

»Jeg kan ikke beskrive følelsen,« sagde hendes mand, Daniel Wani, da parret ankom til lufthavnen i Philadelphia med deres to børn torsdag:

»Vi er så trætte. Prøvelsen er ovre«.

BNB