Traditionen tro mødte begge præsidentkandidaterne op i selskab med deres partnere, da de hver især tidligere tirsdag afgav deres stemmer i New York. Men mens han stod i stemmeurnen sendte Donald Trump sin kone - USA's måske kommende førstedame Melania Trump - et blik, som nu har fået nettet til at koge over.

Og selvfølgelig fangede de adskillige kameralinser de øjne, den republikanske præsidentkandidat sendte Melania Trump, netop da hun skulle til at sætte sit kryds på en skole på Manhattan.

Det lettere nedstirrende og lidt nervøse blik har fået mange til at muntre sig på Donald Trumps bekostning på de sociale medier.

Nogen mistænker Trump for at kigge efter sin kone, så han er sikker på at placere sin stemme rigtigt.

Andre gør tykt grin med Donald Trumps mange udfald mod indvandrere og migranter under valgkampen, hvor han blandt andet har kaldt mexicanere for 'forbrydere' og 'voldtægtsmænd'. Krøllen på halen er, at Melania Trump ikke er amerikaner, men slovener - og dermed indvandrer.

Flere af Hillary Clintons tilhængere kan ikke dy sig for at antyde, at Donald Trumps problemer med at tiltrække kvindelige vælgere måske også gælder indenfor husets fire vægge.

Melania Trump går heller ikke selv fri for latterliggørelse. Hun er tidligere blevet taget i at kopiere store dele af en tale, Michelle Obama har holdt, og det får nogle til at joke med, at hun måske er gået lidt for langt med hensyn til at efterligne USA's nuværende førstedame.

Donald Trumps søn Eric Trump kunne heller ikke holde øjnene for sig selv, da han afgav sin stemme, og det får Twitter-brugere til at konkludere, at pæren tilsyneladende ikke falder langt fra hesten.

Overfor CNN understreger svigerdatteren Lara Trump, at både hun og Melania Trump skam stemte 'som de skulle'.

»Jeg så ikke engang, at min mand (Eric Trump, red.) kiggede over på mig, men jeg tror vi kan sige med sikkerhed, at Melania og jeg stemte på Donald Trump som præsident for USA,« siger Lara Trump til CNN.

Så skulle husfreden være sikret.