En lang og grim valgkamp slutter i Østrig søndag, når landet vælger sin kommende præsident.

Wien. I maj åndede store dele af det etablerede Europa lettet op, da det blev et knebent nederlag til den stærkt højreorienterede Norbert Hofer ved præsidentvalget i Østrig.

Siden blev valget erklæret ugyldigt, og søndag kan Frihedspartiets kandidat blive den første yderliggående højrefløjspolitiker, der vælges som statsoverhoved ved et demokratisk valg i Europa siden Anden Verdenskrig.

I maj tabte Hofer med en minimal margin til Alexander van der Bellen, der opstiller som uafhængig, men støttes af partiet De Grønne.

Og meningsmålingerne op til søndagens valg er så tætte, at det er umuligt at udpege en favorit til sejren. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Meget er imidlertid sket siden valget i maj.

Og det er stadig uvist, hvad Storbritanniens udmeldelse af EU og Donald Trumps sejr ved det amerikanske valg betyder for østrigerne.

Men Norbert Hofer står i spidsen for en kampagne, der på linje med både EU-skeptikerne i Storbritannien og Donald Trumps tilhængere ses som et opgør med det etablerede politiske system.

Selv om præsidentposten i Østrig overvejende er af ceremoniel karakter, holdes der nøje øje med valget uden for Østrigs grænser.

Den internationale avis Financial Times har i sin leder beskrevet valget således:

- At en stærkt højreorienteret kandidat for et parti delvist grundlagt af nazister med en antisemitisk baggrund kan være så tæt på magten i hjertet af Europa er selvsagt foruroligende.

Både Alexander van der Bellen og Norbert Hofer forsøgte lørdag en sidste gang at appellere til østrigerne i videoer lagt på Facebook.

Van der Bellen sagde, at østrigerne skal lade "fornuften og ikke ekstremerne" afgøre deres stemme.

Hofer opfordrede vælgerne til at sikre et "sikkert Østrig" til deres "børn og børnebørn".

Den efterhånden 11 måneder lange valgkamp har været en til tider grim affære.

I den sidste tv-debat kaldte Hofer van der Bellen en "løgner" 24 gange. Han har desuden betegnet van der Bellen som "kommunist" og en "fascistisk grøn diktator", mens van der Bellen har kaldt Norbert Hofer en "demagog".

/ritzau/