Som den eneste praktiserende forsvarsadvokat fra Vesten har amerikanske Kimberley Motley siden 2008 taget kampen op mod Afghanistans ofte uretfærdige og som regel korrupte retsvæsen. Farligt? Ja, man skal huske at kigge sig over skulderen, siger den 39-årige mor til tre.
En ung amerikansk kvinde – uddannet i jura og kåret som skønhedsdronning – rejser til det krigshærgede Afghanistan og begynder som praktiserende forsvarsadvokat at tage kampen op mod landets vilkårlige og korrupte retsvæsen.
Det lyder som teaseren til en international thriller, men det er ikke fiktion: Kvinden hedder Kimberley Motley. Hun er 39 år og mor til tre børn, som bor sammen med deres far i USA og må undvære mor i ti af årets 12 måneder.
Sådan har det været siden 2008, da Kimberley Motley efter at have arbejdet som offentlig forsvarer i den amerikanske by Milwaukee nord for Chicago i fem år tog til Afghanistan for at træne afghanske advokater under et uddannelsesprogram, som blev finansieret af det amerikanske udenrigsministerium.
Det var et ni måneder langt projekt, og det var ikke idealisme og ønsket om at hjælpe det krigsarrede land, der drev beslutningen om at tage af sted.
»Jeg vidste knap nok, hvor i verden Afghanistan lå,« siger den på én gang beskedne og gadedrengeagtige forsvarsadvokat, der heller ikke lægger skjul på, at hun tog af sted for pengenes skyld.
»Jeg var relativt nyuddannet og stod med en studiegæld ligesom min mand, og med lønnen som offentlig forsvarer i USA kommer man ikke langt med tre børn,« fortæller Kimberley Motley netop ankommet fra den afghanske hovedstad, Kabul, til København i anledning af den danske dokumentarfilm »Motley’s Law«, der netop har haft biografpremiere herhjemme og skildrer hendes usædvanlige job.
Et lorteprojekt
Der gik dog ikke ret lang tid, før Kimberley Motley fik mod på at gå op imod den vilkårlighed, den uretfærdighed og korruption, der kendetegner det afghanske retssystem.
»Den træning af afghanske advokater, jeg tog derover for, var et lorteprojekt, og alle involverede gjorde det kun for pengenes skyld. Jeg ville gerne forbedre det og begyndte at opsøge retsmøder, lokale dommere, anklagere, advokater og fængsler for at sætte mig ind i tingene,« fortæller hun.
»I fængslerne mødte jeg mange udlændinge – briter, australiere og andre – der var endt i et hul uden ordentlig hjælp fra deres landes ambassader. Disse udenlandske fanger bad mig om hjælp, og så droppede jeg det projekt, jeg var rejst til Afghanistan efter og begyndte at tage sager,« siger Kimberley Motley.
I 2009 anmodede hun de afghanske myndigheder om en licens til at virke som forsvarsadvokat og procedere ved alle landets tre retsinstanser, og den fik hun – som den første og hidtil eneste vesterlænding i Afghanistan. Siden har hun ført stribevis af sager for privatpersoner – heriblandt udenlandske sikkerhedsfolk og flere andre udlændinge, virksomheder og ambassader.
Kimberley har også været involveret i sager, der har været håndteret af Afghanistans alternative retssystem – de såkaldte jirgaer, hvor det som regel er de ældre i et lokalområde, der afgør en tvist og ofte på basis af islamisk lov (sharia). Et afghansk svar på et nævningeting, som Kimberley Motley kalder det.
»Ved siden af den egentlige advokatforretning bruger jeg så en del tid – cirka en tredjedel af min samlede arbejdstid – på frivilligt og uden beregning at give juridisk rådgivning i sager om menneskerettigheder,« fortæller hun.
Straffet for at sælge 12-årig pige
Hvad har været bedst i dine år i Afghanistan?
»En af mine bedste oplevelser har været sagen vedrørende Sahar Gul – en 12-årig pige, der blev solgt til en mand af sin bror. Manden torturerede Sahar og lod hende sulte. Det er en lang historie, men den korte version er, at jeg kom i kontakt med pigen, der var skræmt og først ikke ville tale med mig om det, der var sket.«
»Til sidst lykkedes det os – i 2014 – at få hendes sag helt op i Højesteret, og vi vandt. Det var, så vidt jeg ved, første gang, at nogen er blevet straffet for at have solgt et andet menneske i Afghanistan. Det var fantastisk at se den lille pige stå foran højesteretsdommerne og forklare dem, hvad de forpulede skiderikker havde gjort mod hende,« fortæller Kimberley Motley.
Hvad har været den værste oplevelse?
Her må den ellers hurtigt tænkende og hurtigt talende advokat lige tænke sig ekstra om.
»Det må være den dag, jeg tilfældigvis opholdt mig på det særlige kontor, hvor kvinder kan klage over vold. Der kom en ældre kvinde ind ad døren. Hun græd og havde det tydeligvis meget dårligt. Men de ansatte på kontoret – mænd, men også en kvindelig anklager – ignorerede hende bare. Og ikke nok med det: De begyndte at grine ad hende, og det gjorde mig altså virkelig skidesur,« svarer Kimlerley Motley så.
Hvad er dit overordnede indtryk af det afghanske retsvæsen, som vestlige regeringer og FN har brugt oceaner af penge og tid på at gøre retfærdigt og effektivt?
»Det er et projekt, der arbejdes på,« svarer hun og griner.
»Det er meget mandsdomineret som næsten alt andet i Afghanistan, og du har dommere, der hverken kan skrive eller læse. Retsvæsenet er korrupt, og på landet er det først og fremmest sharia, der bruges. Men der er også sket fremskridt,« siger den amerikanske jurist, der generelt undrer sig over, hvad der er blevet af de gigantiske milliardbeløb, som USA og det øvrige Vesten har bistået Afghanistan med i årenes løb.
»Med alle de penge, vi har brugt på Afghanistan, burde i det mindste Kabul nu ligne Dubai. Men det gør det ikke. Det ligner lort,« konstaterer hun.
Forsøgte at skræmme hende
Helt overordnet: En amerikaner – oven i købet en kvinde – på egen hånd i et land, hvor amerikanske liv ikke står i høj kurs eller netop gør det som gidsel. Det lyder som forsøg på selvmord?
»Jeg vidste, at det ville være farligt, for det var jeg blevet trænet i på et ugelangt kursus, før jeg blev sendt til Afghanistan under udenrigsministeriets program. Vi sad i timevis og så videoer, hvor folk blev sprængt i stumper og stykker.«
»Kurset skulle skræmme mig og de andre kursister, for hvis du er bange, brokker du dig som udsendt amerikaner ikke over alle de sikkerhedsforanstaltninger, der begrænser din kontakt med de lokale,« siger Kimberley Motley, som dog hurtigt fandt ud af »at tage den mere med ro« og ikke lade sig gå på af de trusler, hun modtager telefonisk og på mail.
»Men det er klart, at man skal kigge sig over skulderen,« siger hun.
Forværret sikkerhed
I 2014 besluttede Kimberley Motley sammen med husbonden hjemme i USA at udvide advoktatforretningen, som nu også dækker andre lande uden for den trygge og velordnede vestlige verden. Beslutningen blev afledt af en række terrorangreb i Kabul samme år.
»Nedskydningen på klos hold og åben gade af en svensk journalist var startskuddet til en forværret sikkerhedssituation, som ikke er blevet bedre. Og da det, jeg driver, er en forretning, ville det være dumt kun at satse på Afghanistan,« siger den amerikanske advokat.
Blot ti dage efter nedskydningen af den svenske journalist fik fire unge Taleban-oprørere adgang til det femstjernede hotel Serena, der frekventeres af udlændinge, og dræbte ni af hotellets gæster i restauranten.
Et kvarter forinden havde Kimberley Motley tjekket ind på Serena, fordi der – igen, igen – hverken var strøm, varme eller internet i hendes eget hjem. Hun gemte sig på et af hotellets værelser i de tre timer, blodbadet stod på.
»Afghanistan kan være SÅ frustrerende – men det er vel kun, fordi jeg er kommet til at holde rigtigt meget af landet. Jeg hader det, fordi jeg elsker det,« siger Kimberley Motley.
