For et års tid siden valgte dronning Margrethe at blande sig i flygtninge- og indvandredebatten, da hun gav et interview i forbindelse med sin 75-års fødselsdag. Siden har flygtningekrisen taget til, og nu har den norske kong Harald også fået luftet sin holdning i debatten.

På et officielt besøg i den italienske hovedstad Rom mødte kong Harald og dronning Sonja pressen, og her blev kongen spurgt ind til, hvad han mener om Europas håndtering af flygtningekrisen.

»Jeg tror, at Europa i øjeblikket gør alt det, der der muligt. Om det er nok eller ej, kan nok diskuteres,« siger han til ABC Nyheter.

»Men vi må prøve at gøre nogle ting, der hvor krisen stammer fra for at stoppe flygtningestrømmen. Det er jo det, der må være løsningen i sidste ende. Vi kan ikke tage imod hele Afrika. Det går ikke,« siger kong Harald.

Ifølge Frank Aarebrot, der er professor i komparativ politik ved universitetet i Bergen, er det firkantet sat op, når Kongen omtaler 'hele Afrika'. Det skriver norske Aftenposten.

»Det er en lidt firkantet udtalelse, men den hører hjemme i kategorien 'firkantede, men rigtige udtalelser',« siger Frank Aarebrot.

»Kongen burde ikke omtale dette emne så forsimplet, som mange almindelige mennesker ellers gør. Det havde været mere præcist, hvis han havde sagt noget i stil med 'vi kan ikke tage imod folk fra trygge lande',« siger han.

Den norske integrationsminister, Sylvi Listhaug, er ikke enig i, at kong Harald burde have modereret sin udtalelse. Hun bakker ham op ifølge VG.

»Jeg støtter kongens udtalelse fuldt ud. Jeg har forståelse for klar og folkelig tale,« skriver hun til VG.

Da dronning Margrethe for et år siden herhjemme blandede sig i flygtningedebatten, fik hun ligeledes kritik med på vejen. Blandt andet af Johannes Andersen, der er lektor i samfundsforhold ved Aalborg Universitet.

»Hvor langt de fleste i firserne og halvfemserne mente, man skulle være anstændige og afhoplde sig fra dumsmarte bemærkninger, er det nu stik omvendt, og langt de fleste er nok enige med dronningen også nu. Men holdningerne er ikke frosset fast endnu. Og dronningen er med til at fastfryse holdningen og sætte ord på nogle positioner, som ikke er færdige med at udvikle sig. Hun lægger sig op ad nogle politiske synspunker som der stadig er stor diskussion om. Og hun er dermed med til at legitimere de holdninger. Og det synes jeg ikke, er dronningens rolle,« sagde Johannes Andersen dengang.