»Hvad er du mest bange for at fortryde på dit dødsleje?«

Det spørgsmål fik et repræsentativt udvalg af den svenske befolkning stillet i en ny undersøgelse. Det skriver svenske Aftonbladet.

Hele 45 procent af alle de adspurgte svarede, at de ville være bange for at fortryde, at de ikke havde turde at følge deres drømme. Det svar er på en klar førsteplads ifølge undersøgelsen, der er foretaget af Nordstat/Fonus.

30 procent af respondenterne svarede, at de ville være bange for at fortryde, at de ikke fik rejst mere. 30 procent svarede også, at de ville være bange for at fortryde, at de tilbragte for lidt tid med deres børn.

Hvad ville du svare på det spørgsmål? Giv dit bud i boksen forneden.

Det er - selvklart - ikke første gang, at man har set på, hvad folk fortryder eller frygter at fortryde på dødslejet. I 2012 fortalte den australske sygeplejerske Bronnie Ware, hvad hun personligt havde oplevet som de ting, der bliver fortrudt mest på dødslejet. Det kom der nedenstående top fem ud af.

1: Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.

- Dette er den mest almindelige fortrydelse blandt alle. De fleste folk, der kigger tilbage på et langt liv, må indse, at de ikke engang har opfyldt halvdelen af deres drømme. Et godt helbred giver en frihed, som alt for få forstår betydningen af, før de har mistet den, siger Ware til The Guardian

2: Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget.

- Denne kommentar har jeg fået fra alle de mænd, jeg har plejet. Mændene fortryder inderligt at de har tilbragt så meget tid i den daglige trædemølle. For bagefter synes de, at de er blevet snydt for både deres børns barndom og deres partners selskab, siger Ware.

3: Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

- Mange mennesker undertrykker deres følelser for ikke at rage uklar med andre mennesker. Resultatet er at de stiller sig tilfreds og aldrig får udlevet deres fulde potentiale. Mange bliver syge, fordi de er bittre over livet igennem at have har holdt sig tilbage, siger Bronnie Ware.

4: Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner.

- Mange overvejer ikke, hvor vigtige venskaber er før, tiden er ved at rinde ud. Alle savner deres venner, den dag de ligger og venter på døden. Mange fortryder at de ikke har givet deres venskaber den tid og opmærksomhed, som de fortjente, mens tid var, siger hun.

5: Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.

- Alt for mange opdager først, når det er for sent, at lykken er et valg, de selv træffer. De er groet fast i gamle mønstre og vaner. Angsten for forandringer får folk til at bilde sig selv og andre ind, at de er tilfredse. Men inderst inde længes de efter at grine ordentligt og få fjolletheden ind i deres liv igen, siger hun.