Læger har været i stand til at blande genetisk materiale i spædbarn for at forhindre arvemæssig lidelse.

London. Med en særlig fertilitetsteknik er det første barn født med dna fra tre personer, skriver tidsskriftet New Scientist ifølge BBC.

Drengen kom til verden for fem måneder siden med hjælp fra amerikanske læger.

Han har de sædvanlige gener fra sin far og sin mor, men der er tilført en lille smule dna fra en donor.

Formålet med at blande tre personers genetiske materiale sammen var at forhindre, at drengen skulle udvikle en lidelse, som hans jordanske mor bærer i sine gener.

Eksperter siger, at det åbner for en ny æra inden for medicin og kan hjælpe andre familier med sjældne genetiske lidelser.

/ritzau/