Det er et fascinerende sammen-surium af forbrydere, excen-trikere og mangemillionærer, der i gennem tiden har lejet sig ind hos den kontroversielle præsidentkandidat, Donald Trump.

Donald Trump og hans lille familie optager hele den øverste etage af The Trump Tower på Manhattans fineste adresse, 725 Fifth Avenue. Men de er bestemt ikke alene. Nede under familien Trump har lejlighederne nemlig været udlejet til både narkoforbrydere, Las Vegas-stjerner, poplegender og en enkelt eks-diktator.

Donald Trump, der lige nu kæmper for at blive USAs næste præsident, ejer luksusboliger, kasinoer og skyskrabere over hele USA. Men det er ’Trump Tower’ i New York, der er i manges øjne er symbolet på hans rigdom og succes.

Bygningen, der selvfølgelig er prydet med præsidentkandidatens efternavn i store, guldbelagte bogstaver, er vurderet til 4,2 milliarder kroner. Og den gennemsnintlige lejlighed koster det, der svarer til 55 milioner danske kroner.

Det var her i Trump Tower, realityserien ’Celebrity Apprentice’ blev optaget. Det var her, Donald Trump for halvandet år siden afslørede, at han stillede op til det kommende præsidentvalg. Og det er her, Donald J. Trump, konen Melania og deres ti-årige søn Barron, omgivet af marmor og guld, værner om deres privatliv.

Tårnhøj forbryderhule

Ved flere lejligheder har Donald Trump pralet med, at han i 1986 afviste fup-investor Ivan Boesky, der ønskede at leje sig ind i Trumps private Babelstårn. Men adskillige andre forbrydere er sluppet igennem nåleøjet.

Således arbejdede og boede Trumps ejendomskollega Felix Sater i flere år på 24. etage – også selv om han havde tilbragt ti år bag tremmer for voldeligt overfald og mordforsøg. Joseph Weichelbaum, der havde siddet i fængsel for kokain-smugling, købte sig uden problemer ind på Trump Towers 45. etage. En lånehaj med forbindelser til mafiaen, Mel Cooper, ejer stadig to af luksuslejlighederne i Trump Tower, der kan prale med et antal kvm, der er 12 gange så stort som Det Hvide Hus’. Og endelig kunne beboerne på 54. etage i flere år nikke ’godmorgen’ til Haitis forhenværende diktator Jean-Claude ’Baby Doc’ Duvalier.

Men nu er hele Trump-tårnet selvfølgelig ikke fyldt med forbrydere.

Således har den britiske komponist bag musicals som ’Cats’, ’Jesus Christ Superstar’ og ’Phantom of the Opera’ Andrew Lloyd Webber stadig en kæmpemæssig lejlighed på 44. etage. Og på 59. etage kan man møde poplegenden Paul Anka, der bl.a. skrev teksten til den klassiske sang ’My Way’, som han i øvrigt optrådte med til Donald og Melania Trumps bryllup i 2005.

Artiklen fortsætter under grafikken - klik på de hvide punkter på billedet for at se, hvem der bor hvor.

Et glitrende symbol

Tidligere har både Michael Jackson, Liberace, talkshow-vært Johnny Carson og actionstjernen Bruce Willis også ejet lejligheder i Trump Tower. Og i et helt nyt interview med Bloomberg News siger Donald Trump:

»Jeg er meget stolt af Trump Tower. Det har været en stor succes lige fra begyndelsen.«

Og ’begyndelsen’ var i 1979.

Her blev det første spadestik taget. Og konstruktionen med den glitrende facade blev afsluttet i 1983.

I alt består den 202 meter høje bygning, der også rummer butikker og kontorer, af 68 etager. Og Donald Trump bor selv på de tre øverste, der er slået sammen til én bolig.

I de tidlige 1980ere var New York City ikke den attraktive storby, som danske turister kender i dag. Fattigdom og slum var dominerende. Og Trump Tower var som et symbol på de tider, der skulle komme.

I dag er huspriser og huslejer på Manhattan nærmest ubetalelige for ikke-millionærer. Og alene sidste år steg værdien af Trump Tower fra tre milliarder kroner til 4,2 milliarder kroner.