Det begyndte som et nytårsforsæt for dem, men de havde aldrig regnet med, at det ville ændre så meget.

Da det amerikanske par Lexi og Danny Reed fra byen Haute i delstaten Indiana trådte ind i det nye år i 2016, var ingen af dem tilfredse med deres vægt.

Mens Danny vejede 127 kilo, vejede Lexi 220.

De besluttede sig derfor sammen at begynde at leve sundere og træne, og Lexi valgte at oprette en profil på Instagram, hvor parrets følgere sideløbende har kunnet følge med i deres udvikling.

Nu - snart to år efter de traf beslutningen - har de sammenlagt tabt 181 kilo. Det fortæller de i et interview med ABC News.

»At vi har gjort det her sammen som par har hjulpet os på så mange måder. På dage, hvor vi ikke har været motiverede, har vi presset hinanden til at tage ned i fitnesscenteret. Vi er også begyndt at forberede måltider sammen, sætte mål, og dag for dag, kilo for kilo, er vi blevet tættere i løbet af vores rejse,« siger 27-årige Lexi.

Siden Lexi oprettede Instagram-kontoen 'fatgirlfedup', er flere tusinde begyndt at følge parret. Faktisk følger mere end 463.000 nu dem og deres kamp om at tabe vægt.

Til ABC News fortæller Lexi, at parret besluttede sig for at tabe sig, fordi de var 'trætte af den måde, de levede på'.

»Jeg regnede ikke med, at det ville forandre så meget. Jeg ønskede bare at blive sund,« siger hun.

Danny vejer nu 87 kilo, mens Lexi vejer 83. Det har dog ikke været helt nemt for dem at komme dertil, hvor de er i dag.

»Det hårdeste ved vores udviklingen har været at ændre vores forhold til mad. Da jeg vejede 220 kilo, lavede jeg aldrig mad. Min mand og jeg tog ud for at spise næsten hvert eneste måltid, og hvis vi lavede mad derhjemme, så var det en frysepizza eller noget andet usundt,« siger Lexi og tilføjer:

»Ved at ændre vores tankesæt, vaner og det, der fik os til at spise usundt, ændrede vi vores liv. Der er ingen ord, der kan beskrive følelsen af at redde dit eget liv. Når jeg går ind i 2018 er det med intet andet end en nyfunden lykke for det liv, jeg lever. Jeg er ikke længere fanget i min egen krop, og i stedet for bare at eksistere, er jeg endelig i live. Hver dag, jeg vågner, er en velsignelse.«