Et billede af en syg, nyfødt babydreng blev mandag lagt på Twitter som vidne om en mors desperate kamp for at redde sin familie. Drengen og hans tvillingebror var blot fem dage gamle, da de mandag sammen med deres mor blev reddet fra en båd i Middelhavet. 

Fra et lyserødt tæppe titter et hoved på størrelse med en voksen mands knytnæve frem. En lille hånd ligger krøllet sammen under hage-tippen og det sorte hår, som kunne minde om små bløde dun, klistrer sig mod panden. Under de krummede øjenbryn stirrer et par mandelformede mørke øjne stift frem for sig, ud mod en ny verden, op mod kameralinsen.

Den lille dreng på billedet er blot fem dage gammel. Sammen med sin tvillingebror og mor, blev han mandag reddet fra en gyngende og livsfarlig rejse i båd over Middelhavet. Det skriver CNN.

Billedet blev delt på Twitter af MSF Sea (Læger uden Grænser som opererer til søs), og er vidnet om den desperate beslutning, som hans mor tog for at redde drengen og hans tvillingebror.

Den lille familie blev fundet i én ud af de i alt 16 både, der den dag forsøgte at fragte over 6000 mennesker over havet til en sikker tilværelse. En af dem var en træbåd, mens resten var overfyldte gummibåde.

Overfarten på en gummibåd, som slet ikke er egnet til havsejlads, er ikke kun forbundet med faren for at falde overbords og forsvinde i det mørke hav.

I den lille drengs båd var alt for mange mennesker stuvet sammen og tvunget til at sidde klods op ad hinanden i en blanding af ekskrementer og havvand, så drengen var syg, da MSF Sea fik kontakt med familien.

Senere mandag kunne MSF Sea berette, at han, tvillingebroderen og moderen var blevet fragtet i sikkerhed på land og sendt til det nærmeste medicinske evakueringcenter i Italien. Dermed ser det heldigvis ud til, at den blot fem dage gamle dreng har overlevet sit korte livs sværeste udfordring.