Flysirener, tunneler under byen og møder på sygehuse og i moskeer. Der er nogle af terrorbevægelsen Islamisk Stats metoder til at undgå at være dér, hvor bomberne falder.

Ofte hører man om, at en træningsfacilitet eller et våbenlager tilhørende Islamisk Stat er blevet bombet. Sjældent hører man om, at nogen fra terrorgruppen har mistet livet under angrebene mod dem.

Det er der ifølge flere beboere i den syriske by Raqqa, der betegnes som en IS-kontrolleret højborg, flere grunde til. Det fortæller de til nyhedsbureauet AFP.

»De har placeret sirener på tagene af høje bygninger, på torv og i gaderne,« siger Taym Ramadan, der bor i Raqqa og er aktivist i anti-IS-gruppen 'Raqa is Being Slaughtered Silently'.

»Når et krigsfly trænger ind i Raqqas luftrum, begynder sirenerne at hyle for at advare IS-medlemmerne,« tilføjer han.

Udgraver nye tunneler under byen

Så snart terrorgruppens medlemmer hører sirenen, forlader de med det samme det sted, de befinder sig.

»Nogle af dem er endda set forlade deres biler midt på gaden for at gemme sig,« siger Taym Ramadan.

Samtidig er terrorbevægelsen begyndt at bruge og udgrave tunneler under byen til at gemme sig i, fortæller Taym Ramadans med-aktivist Abu Sham al-Raqa til AFP.

»Gruppen har flyttet alle sine kontrolposter, der plejede at være ude ved bygrænsen, ind i byen til tætbebyggede boligområder,« siger han.

Gemmer sig blandt civilie

Tunnelerne bliver dog ikke kun brugt til at gemme sig i. De bruges også til at holde møder, fortæller den irakiske IS-ekspert Hisham al-Hashimi til AFP.

På den måde kan mange IS-medlemmer være samlet ét sted uden at være udsatte og udgøre lette mål. Den taktik bruges også andre steder end i tunnelerne.

»Gruppens stormøder holdes på sygehuse og i moskeer, fordi IS ved, at hverken koalitionen eller Rusland vi angribe de steder, fordi de vil undgå at dræbe civilie,« siger Hisham al-Hashimi.

Siden terrorangrebet i Paris for to uger siden, hvor 130 mennesker mistede livet, har franske jægerfly gentagne gange bombet Raqqa, efter Islamisk Stat tog skylden for angrebet.

Frankrigs forsvarschef Pierre de Villiers, har tidligere oplyst, at man blandt andet har ramt kontrolcentre og træningsfaciliteter tilhørende IS.

»Jeg tror helt ærligt, at vi har ramt dem alvorligt,« sagde han tidligere på ugen.