Strenge regler forhindrer BBC og andre britiske TV-stationer i at rapportere om andet end køer foran valgsteder og det ustadige skotske vejr, indtil valgstederne lukker klokken 22 lokal tid.

STORBRITANNIEN: På store valgdage er såkaldte træde-vande-historier frem mod offentliggørelsen af det endelige valgresultat et velkendt fænomen. Men de britiske TV-stationer er tvunget til at tænke endnu mere kreativt for at holde gryden i kog. En lov, der gælder ved alle britiske valg og afstemninger, forbyder dem nemlig at bringe diskussioner og analyser, mens valgstederne er åbne.

»Strenge regler betyder, at BBC ligesom andre TV-selskaber ikke må rapportere om kampagner, mens valgstederne er åbne. I alle nationale valg er BBC juridisk forpligtet - af både sine egne bestemmelser og valgloven - til at følge et kodeks for god praksis,« skriver TV-stationen BBC på sin hjemmeside.

TV-stationerne må heller ikke offentliggøre resultater af meningsmålinger, før valgstederne lukker, da det også kan påvirke resultatet. Det betyder, at de er hensat til kun at dække ukontroversielle emner, så længe valgstederne stadig er åbne, forklarer BBC:

»Dækningen vil være begrænset til ukontroversielle faktuelle informationer såsom politikere, der møder op ved valgsteder eller vejret. Emner, der har været diskuteret i kampagnen, eller andre kontroversielle ting vedrørende valget, må ikke dækkes på valgdagen.«

En ting, som medierne til gengæld godt må rapportere om, er valgdeltagelsen. Og ved den skotske folkeafstemning ser den ud til at slå alle rekorder. Flere mindre valgsteder meldte allerede tidligt på formiddagen torsdag om større fremmøde end for hele valgdagen 25. maj, hvor der skulle sættes navn på de britiske EU-parlamentarikere.

Flere end 4,2 millioner skotter har registreret sig til at kunne stemme ved valget, hvor folk fra 16 år kan stemme. Dermed har 97 procent af vælgerne registreret sig til at kunne stemme ved torsdagens afstemning om løsrivelse fra Storbritannien.