En banal forglemmelse fik tilsyneladende fatale konsekvenser, da et fly med et brasiliansk fodboldhold mandag styrtede ned i Colombia.

En glemt spillekonsol kan - inddirekte - have været skyld i, at 71 mennesker mistede livet, da et fly på vej fra Bolivia til Colombia styrtede ned kort før landing i storbyen Medellín.

Om bord var et brasiliansk fodboldhold fra klubben Chapecoense, som skulle til Medellín i Colombia for at spille mod Atlético Nacional i finalen i Copa Sudamericana - Sydamerikas svar på Europa League.

I dagene efter tragedien kom det frem, at flyet løb tør for brændstof, da det måtte kredse rundt omkring lufthavnen, fordi et andet fly med problemer skulle lande først.

Men indtil nu har det været en gåde for alle, hvorfor flyet ikke havde tanket benzin nok.

De 22 spillere og deres trænere lettede fra Sao Paulo, men skiftede fly i Bolivia, og nu tyder nye oplysninger på, at de blev forsinkede, og at det kan have været grunden til, at flyet ikke fik tanket brændstof nok.

Ved afgang fra Bolivia, hvor holdet skiftede fly, opdagede én af spillerne nemlig, at han havde glemt sin spillekonsol, og da personalet skulle bruge tid på at finde den, blev holdet 20 minutter forsinket. Derfor kunne flyet ikke som planlagt tanke ekstra brændstof i en lille lufthavn tæt på grænsen mellem Brasilien og Bolivia. De lukkede nemlig ved midnat.

Forsvarsspilleren Demerson Costa var ikke med flyet til Colombia. Han fortæller nu, at en forsinkelse kan have været skyld i, at flyet ikke fik tanket ekstra brændstof.
Forsvarsspilleren Demerson Costa var ikke med flyet til Colombia. Han fortæller nu, at en forsinkelse kan have været skyld i, at flyet ikke fik tanket ekstra brændstof. Foto: Instagram
Vis mere

Forsvarsspilleren Demerson Costa var skadet og derfor ikke på holdet, der var på vej til finalen. Han har fortalt den britiske avis Daily Mail, at klubbens direktør, Chinho Di Domenico, under mellemlandingen i Bolivia på det sociale medie Whatsapp afslørede årsagen til, at holdet blev forsinkede.

Holdet havde en lukket profil online, hvor de plejede at sende sjove beskeder til hinanden og opmuntrede hinanden før en kamp.

»Vi plejede at bruge gruppen til at skrive vittigheder, udfordre hinanden, skrive sjove beskeder og dele billeder, ting, som fik os til at grine, fortæller Costa til avisen og fortsætter:

»Den sidste besked, som blev sendt i gruppen, var fra Chinho (direktøren, red), som lavede sjov med, at en af spillerne forsinkede flyet fra Bolivia, fordi han havde glemt at tage sin spillekonsol op af sin taske, før den blev indleveret. Han sagde, at flyvningen blev forsinket, fordi de forsøgte at få fat i den.«

Ifølge Daily Mail havde den pågældende spiller afleveret sin baggage i lufthaven i Sao Paulo, men under mellemlandingen bad han personalet om at finde spillekonsollen.

Det er uvist, hvorfor piloten ikke i stedet valgte at mellemlande i hovedstaden Bogota for at få fyldt brændstof på, men i stedet fortsatte direkte mod slutdisinationen. Den beslutning endte med at blive katastofal, da flyet kun lige akkurat have benzin nok til at nå til Medellín. Da der var kø for at få landingstilladelse, endte flyet med at bruge al sin ekstra brændstof på at kredse rundt omkring lufthavnen.

Ifølge Daily Telegraph har flyselskabet LaMia, som ejede flyet, fået inddraget sin flyvetilladelse på ubestemt tid.

I alt 77 mennesker var om bord på det skæbnesvangre fly. Af dem blev 71 dræbt, mens seks mirakuløst overlevede styrtet. Af dem var tre fodboldspillere.

Hjemme i Brasilien sidder familie, venner, holdkammerater og fans tilbage med en enorm sorg.

»Jeg har aldrig oplevet noget som dette. Aldrig nogensinde. Jeg lægger mig til at sove hver aften og tænker, at i morgen vil jeg vågne op og så er alt OK igen, men det sker ikke. Den næste dag vågner du, og så er sorgen bare endnu større,« lyder det fra Demerson Costa, som lige nu har svært ved at forestille sig, at han skal spille fodbold igen.