I 1991 blev 76-årige Myrtle Louise McGill dræbt af to skud gennem et vindue i sit  hus i den amerikanske by White Township, men først to uger efter blev hendes lig fundet på køkkengulvet.

Et vindue i døren var blevet smadret med en sten, men der var ingen tegn på, at der var blevet stjålet fra huset. Myrtle Louise McGills bil var derimod væk. Den var imidlertid blevet fundet fire dage før fundet af den 76-årige kvindes døde krop uden nogen former for fingeraftryk.

Tirsdag, godt 25 år efter kvindens død, kunne politiet i Pennsylvania ifølge CNN så oplyse, at man havde varetægtsfængslet en 61-årig mand mistænkt for mordet på Myrtle Louise McGill.

Men politiet vil dog ikke oplyse andet end, at manden kommer fra den lille landsby Magnolia med kun 200 indbyggere, der ligger i den amerikanske stat Minnesota.

Og det får indbyggerne i landsbyen til at undre sig over, hvem af byens indbyggere, der tilsyneladende stod bag drabet for 25 år siden.

»Vi har ingen idé om, hvem det kan være. Jeg har boet her i 40 år, og jeg kender ikke nogen, der kan være en morder. Vi er ret nysgerrige efter at se, om det kan være nogen, man har gået i skole med,« lyder det fra indbyggeren Mary Smook til CNN.

Politiet har oplyst, at man fredag vil afsløre mandens identitet på et pressemøde, men så lang tid har Mary Smook imidlertid ikke tænkt sig at vente.

Hun har i sinde at besøge byens café for at finde ud af, hvem den 61-årige mand er.

»Jeg sikker på, at der vil blive talt om det.«