Noget så enkelt som en sikkerhedsnål er i rasende fart blevet et stærkt symbol på solidaritet med flygtninge og indvandrere.

De sociale medier bugner af billeder af folk, der har fastgjort en sikkerhedsnål på deres tøj.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fænomenet er startet i Storbritannien i kølvandet på briternes beslutning om at forlade EU. Siden afstemningen er der sket en voldsom stigning i antallet af hadforbrydelser mod indvandrere, skriver den britiske avis The Independent.

Det har fået en amerikansk kvinde ved navn Allison, der er bosiddende i London, til at reagere. Hun har fået en simpel idé, som har skabt en trend, der spreder sig som en steppebrand på de sociale medier - at fastgøre en sikkerhedsnål på sit tøj.

»Det er nemt, for man behøver ikke at gå ud og købe den. Der er intet sprog eller politiske slogans involveret. Det er bare et lille tegn, der viser folk, som kan blive udsat for hadforbrydelser, at de ikke er alene, og at der er folk, der støtter deres ret til at bo i Storbritannien,« siger Allison til The Indpendent.

Den 30-årige Allison fortæller, at idéen kom til hende, mens hun så EM i fodbold på en pub med sin mand i weekenden.

»Jeg skal altid minde folk om, at jeg er indvandrer. Jeg er hvid, og jeg taler engelsk som modersmål, så jeg får fripas. Folk siger ‘jamen du tæller ikke - du er ikke den type person, vi taler om',« siger hun.

Hun mener, at fordelen ved idéen er, at de fleste har en sikkerhedsnål liggende, og så er det, som hun pointerer, 'bogstavelig talt en SIKKERHEDSnål'.

Artiklen fortsætter under billedet.

En lille og umiddelbart diskret tilføjelse til påklædningen, men med et stærkt signal til indvandrere om, at de er velkomne.

Som Allison forklarer til CNN:

»En kvinde i hijab stiger på bussen, og der er et ledigt sæde. Hun ser, at personen på sædet ved siden af bærer en sikkerhedsnål, og hun ved, at hun kan sætte sig der uden at blive generet,« siger Allison, der har boet i Storbritannien de sidste seks år, til tv-stationen.

På Twitter er der mange, der er glade for idéen, hvilket de giver udtryk for under hashtagget #safetypin (sikkerhedsnål på engelsk, red.).