Som ventet har Spaniens konge bedt konservativ premierminister om igen at prøve at stable regering på benene.

Madrid. Femte gang kan vise sig at blive lykkens gang i forsøget på at danne en regering i Spanien.

Ifølge den spanske premierminister, Mariano Rajoy, er han blevet bedt om at danne en regering. Anmodning kommer fra kong Felipe VI.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Spanien kom et skridt nærmere en afslutning på ti måneders politisk lammelse, da de spanske socialister i weekenden sagde god for at acceptere en konservativ regering.

Det fik kong Felipe VI til igen at tage fat på politiske samtaler med alle parlamentets partier mandag.

Det var da også ventet, at har på sit møde med Rajoy tirsdag ville bede den fungerende premierminister fra det konservative parti PP om at danne en regering.

Ledende medlemmer af socialistpartiet PSOE stemte ved et møde i Madrid søndag for at tolerere en konservativ regering. Beslutningen blev vedtaget med 139 stemmer for og 96 stemmer imod.

Det betyder, at partiet ikke vil blokere for, at Mariano Rajoy kan indlede en anden regeringsperiode.

Landet har i månedsvis været i en politisk krise uden fortilfælde i det moderne Spanien. Krisen har lammet både parlamentet og landets andre politiske institutioner.

Det er femte gang siden december, at kong Felipe VI sidder over for partilederne. Det ventes, at Spanien kan have en regering igen 1. november.

Mødet i PSOE kom i stand, efter at den hidtidige partileder, Pedro Sanchez, trak sig tidligere på måneden.

En stor del af omkring 300 medlemmer af hans parti var på et tidligere møde gået imod hans linje.

Sanchez og hans tilhængere var indstillet på igen at blokere for en ny regering under ledelse af det konservative PP-parti. PP har ved valgene fået flest stemmer. Men det var ikke nok til et klart flertal i parlamentet.

To parlamentsvalg - i december 2015 og juni 2016 - gav begge mudrede resultater.

/ritzau/AFP