Længe inden EU var opfundet, var adskillige af de nordeuropæiske lande i istiden formentlig bundet sammen af det nu forsvundne landområde Doggerland.

Resterne af området ligger nu gemt på bunden af Nordsøen mellem Danmark og Storbritannien, og vil særligt af fiskere være kendt som Doggerbanke. Nu skal det tabte rige ifølge norske Dagbladet undersøges nøje med moderne olieteknologi.

Engelske videnskabsmænd mener, at Doggerland sank i havet for godt 8000 år siden efter et voldsomt, undersøisk jordskælv, der udløste en kraftig tsunami. Nu er Doggerbanken beskedne 13 meter under havoverfladen de mest tiltængelige vidnebyrd om det svundne rige.

Ifølge den norske arkæolog Frans-Arne Hedlund Stylegar, der er direktør ved Varanger Museum, fandtes der  tidligere både mammutter og urokser mellem de tusindtallige stenalderfolk i området, der omfattede både skove, dale, floder og højderygge.

Ved hjælp af moderne dybhavsteknologi fra olie- og gasindustrien er britiske forskere netop i disse dage gået i gang med at forsøge at hente dna fra dyr, insekter og planter i havbunden op til nærmere undersøgelser. På Doggerbanke har fisketrawlere tidligere fanget både mammut-stødtænder og redskaber fra stenalderfolk.

Da isen stadig bandt store vandmasser for 12.000 år siden, menes Doggerland at have forbundet England, Danmark, Tyskland og Holland. I midten af området lå en stor ferskvandssø, der fik vand fra Themsen i vest og Rhinen i øst. Da vandet begyndte at stige, svandt landområdet ind, så der for omkring 8000 år siden kun var en flad ø tilbage på størrelse med Danmark.