Hillary Clinton har længe været martret af e-mailsagen fra sin tid som udenrigsminister, hvor hun gjorde brug af sin private mailkonto så mails ikke blev officielt registreret.

Men endnu en mail-skandale er landet på præsidentkandidatens bord – det skete blot få døgn inden hun natten til onsdag dansk tid hyldes som demokraternes præsidentkandidat.

Søndag offentliggjorde Wikileaks således flere tusind lækkede e-mails og dokumenter fra demokraternes hovedkvarter. Og noget tyder på, at partitoppen har favoriseret den tidligere førstedame frem for den folkelige Bernie Sanders.

Partiledelsen har angiveligt forsøgt at ødelægge hans kandidatur ved at modarbejde ham. 74-årige Bernie Sanders var Clintons skarpeste konkurrent ved primærvalgene, og han var græsrøddernes foretrukne kandidat. Men ikke partitoppens.

Flere har allerede trukket sig

Der er allerede rullet hoveder i sagen, da formanden for det demokratiske partis komite, Debbie Wassermann Schultz, har trukket sig.

I forsøget på at fjerne fokus, har Clintons kampagneleder Robby Mook nu anklaget russerne for at stå bag lækket.

»Eksperter fortæller os, at russiske statslige aktører brød ind hos den demokratiske nationale komite, tog alle e-mails og nu er i gang med at lække dem gennem de her hjemmesider. Det er bekymrende, at nogle eksperter nu fortæller os, at dette blev gjort af russerne med det formål at hjælpe Donald Trump,« hævdede Robby Mook i går.

Hvis det virkelig viser sig, at russerne står bag lækket, er der tale om en uhørt skandale, lyder det fra lektor Jørn Brøndal fra Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

»Det er temmelig usædvanligt, hvis det holder stik. Demokraterne har en kæmpe interesse i at spinde det her på en måde, så det ser ud, som, at Vladimir Putin vil hjælpe Donald Trump. Selvom det er spekulationer, så kan det sagtens tænkes, at Putin helst ser Trump som præsident. Han har endda været ude og rose ham nogle gange,« fortæller Jørn Brøndal.

Stærkt foruroligende

Ifølge Jonathan Chait, kommentator fra New York Times, kalder han endda Donald Trumps forhold til den magtfulde russiske præsident for yderst foruroligende.

Clinton-folkene har dog ikke fremlagt beviser for, at det er russiske spioner, der har samarbejdet med Wikileaks.

Men selvom det skulle vise sig, at russiske spioner har hacket sig ind i det demokratiske partis it-systemer, så skal man tage Robby Mooks påstand med et gran salt. Han har nemlig en klar interesse i at få det negative fokus væk fra Hillary Clinton, fortæller Jørn Brøndal.

»Det handler for demokraterne om at vende den her debat, så den handler mindre om demokraternes interne splid. I den sammenhæng er det kærkomment, at russerne i forvejen er under anklage for at have spioneret,« siger han.

Det er langtfra første gang, at amerikanere og russere har udspioneret hinanden. Ifølge USA-eksperten handlede Watergate-skandalen netop udspionering, men dengang var det det republikanske parti, der forsøgte at installere aflytningsudstyr hos demokraterne i deres hovedkvarter i Watergate-komplekset i Washington, D.C.

Bernie Sanders havde ved redaktionel slutning i går ikke kommenteret lækket og den angivelige favorisering af Hillary Clinton. Jørn Brøndal er nu spændt på at se, hvordan Sanders-tilhængerne forholder sig ved konventet, hvor det ventes, at Bernie Sanders skal holde tale.

Den seneste møgsag for Hillary Clinton er derimod en fjer i hatten hos Donald Trump, fortæller Jørn Brøndal:

»Han vil blive ved med at slå på, at Bernie Sanders blev snydt af Hillary Clinton og det korrupte system, som han mener, er i ledtog med hinanden«.Læs også lederen side 12