En menneskemængde med tildækkede ansigter løber gennem Washingtons gader, kort før Donald Trump tages i ed.

Washington. Sortklædte aktivister i Washington smadrer butiksvinduer og bilruder under en march i protest mod præsident-indsættelsen af Donald Trump.

Det oplyser øjenvidner.

TV-billeder viser flere hundrede mennesker med tildækkede ansigter løbe gennem den amerikanske hovedstads gader, mens politiet forsøger at genne dem væk.

Det sker, lidt over en time før Donald Trump tages i ed som USA's 45. præsident.

Demonstranterne kaster trafikkegler rundt i gaderne, mens politiet forsøger at få lagt en dæmper på urolighederne.

Det sker blandt andet ved hjælpe af betjente på cykler og motorcykler, skriver avisen The Guardian. Angiveligt bruger politiet også peberspray.

I protest råber de fremmødte skældsord mod Trump og slagsange som "Hvis gader? Vores gader."

Der er bebudet en række demonstrationer både fredag og lørdag mod den nye præsident.

Allerede tidligere på dagen har der været mindre sammenstød mellem politi og demonstranter, der forsøgte at blokere adgangen for de titusinder, der var på vej ind på The Mall.

Det er den mere end halvanden kilometer lange åbne plads mellem Lincoln-monumentet i den ene ende og kongresbygningen i den anden.

Demonstranterne tilhører en gruppe, der kalder sig Disrupt J20. De ønsker med deres aktion at vise deres vrede over Trumps kommentarer om kvinder, illegale indvandrere og muslimer.

/ritzau/Reuters