Et dusin demonstranter er såret og 60 personer er tilbageholdt ved en større demonstration i Chicago, hvor lederne af NATO-landene er samlet til topmøde.

Adskillige personer er kommet til skade, efter at de er stødt sammen med politiet i Chicago, hvor en stor demonstration i forbindelse med NATO-topmødet i byen har udviklet sig i en voldelig retning.

Det siger advokater for demonstranterne ifølge Reuters. De hævder, at mindst 12 personer er kommet til skade, efter at de er blevet slået af betjente med knipler.

Mere end 60 personer er desuden blevet anholdt, oplyser Sarah Gelsomino fra National Lawyers Guild, der repræsenterer demonstranterne, og som selv deltog i demonstrationen.

Chicagos politi har ingen kommentarer til antallet af anholdte eller tilskadekomne, men fire betjente skulle også være kommet til skade under sammenstødene.

Konfrontationen mellem politiet og demonstranterne skete under en lang march, da optoget nærmede sig bygningen, hvor stats- og regeringscheferne fra NATO-landene holder møde om blandt andet udviklingen i Afghanistan. Politiet beordrede demonstranterne til at sprede sig, hvis de ikke ville arresteres. Den ordre fulgte de fleste, men nogle hundrede trodsede betjentene, som herefter trak stavene.

Hundredvis af demonstranter, journalister og fotografer blev inddæmmet af politiet, som skubbede dem tilbage ved hjælp af deres plastikskjold.

Reuters har talt med en demonstrant, hvis baghoved var dækket af en stor mængde blod, som angiveligt stammer fra slag med en politistav.

- Det er sådan politibrutalitet ser ud. Alt, hvad vi prøver på, er at demonstrere, men politiet angriber os, siger den 23-årige Ryan Zielinski, som selv hævder at være blevet slået i brystet af ordensmagten.

Myndighederne hævder dog, at de kun har slået demonstranter, som ikke fulgte deres anvisninger.

- Der har været nogle voldelige episoder med enkelte demonstranter, men Chicagos politienhed har ageret professionelt og med tilbageholdenhed, siger politiets talskvinde Melissa Stratton.

Ifølge politiet deltog mellem 2.500 og 3.000 personer i demonstrationen.

NATO-topmødet fortsætter mandag med deltagelse fra de 28 NATO-lande samt 32 andre nationer.