Den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher, der døde i går i en alder af 87 år, lagde ikke skjul på, at hendes respekt for det europæiske fastland var begrænset:

- I min levetid er alle problemerne kommet fra det kontinentale Europa, og alle løsningerne er kommet fra verdens engelsktalende nationer, fastslog hun eksempelvis i en status tæt ved årtusindskiftet.

Ved den ærkekonservative Thatchers død i går efter et slagtilælde blev det endnu en gang demonstreret, at hun som en af efterkrigstidens mest markante politikere på den internationale scene i sjælden grad har delt vandene. Trods massiv modstand fra ikke mindst den britiske fagbevægelse stod hun benhårdt fast på sine politiske beslutninger og ville ikke anerkende et nederlag som en mulighed. Uanset om fjenden var strejkende kulminearbejdere, harmoniserings-ivrige fastlandseuropæere, argentinske militærchefer eller koldkrigstidens sidste kommunister.

Margaret Thatcher nåede i sin politiske karriere at sætte et solidt aftryk på historien, både i Storbritannien og i resten af verden.

Datter af en købmand

Som datter af en købmand i Grantham holdt Margaret Thatcher sin første politiske tale kort efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor hun var kemistuderende og i 1946 blev formand for den konservative studenterforening ved universitetet i Oxford.

Siden blev hun advokat og gift med den ti år ældre velhavende direktør, Denis Thatcher, med hvem hun fik sønnen Mark og datteren Carol, og fra 1959 var hun valgt til Underhuset.

Allerede i 1961 blev hun viceminister. Hverken dengang eller da hun i Edward Heaths regering 1970-1974 var undervisningsminister, var hun kendt som en udpræget hårdkogt politiker. Det lykkedes hende dog at blive voldsomt upopulær som den, der snuppede den gratis mælk fra børnene i en sparerunde.

Da den vage Edward Heath efter et valgnederlag og nogle voldsomme politiske U-vendinger blev afsat, fik Thatcher magten og blev den første kvindelige formand for det konservative parti.

Her rykkede hun mod højre og lod sig inspirere af nyliberale tænkere som F. A. von Hayek og Milton Friedman samtidig med, at hun fra 1979 blev premierminister.

Thatcher fik kureret Storbritannien, der dengang var ’Europas syge mand’, med en klar, frihedsorienteret kurs, der vakte stor modstand i alle partier – inklusive hendes eget.

Kursen var hård

Hun privatiserede og afregulerede med hård hånd, så de sociale spændinger i samfundet blev større.

Særligt når det gjaldt det daværende EF, var kursen hård. Hun fik forhandlet sig til en britisk rabatordning, som de andre lande fandt urimelig, og hun var mere end tøvende over for Tysklands genforening.

Til gengæld havde hun under koldkrigen en allieret i USAs præsident Ronald Reagan, med hvem hun var klart ideologisk beslægtet, og sammen lavede de ’forretninger’ med Sovjetunionens Gorbatjov.

Efterhånden blev Thatcher dog mere og mere magtfuldkommen med et behov for at sætte sig igennem og ydmyge regeringskolleger. Derfor blev hun reelt afsat i 1990, og hendes otium har været præget af stor bitterhed over for dem, der svigtede hende.

Omstilling til globalisering

Efterfølgende er hun dog verden over blevet hyldet af liberale og konservative tilhængere, fordi hendes thatcherisme udgjorde en tidlig omstilling til globaliseringen og en politik, der på lange stræk reelt blev videreført af de efterfølgende premierministre, John Major og Labours Tony Blair.