Til tider er der ophedet debat i det danske folketing, men i Tyrkiets parlament nøjes de ikke altid med at bekrige hinanden på ord.

Mandag blev der både uddelt håndmadder, spark og kastet med vand, da medlemmer af præsident Tayyip Erdogans regeringsparti og den kurdiske opposition røg i totterne på hinanden midt under en ophedet debat i parlamentet.

Flere politikere iført jakkesæt ses endda kravle op på bordene for derefter at kaste sig ind i hoben, mens andre brugte albuerne i et forsøg på at forårsage så megen skade som muligt på modstanderne.

Mindst et parlamentsmedlem opmuntrede slagsbrødrene ved at råbe ’kom så, kom så’.

Der var dog også enkelte, som gemte sig bag stole for ikke at komme til skade.

Slåskampen brød ifølge Daily Mail ud, mens det blev diskuteret, om parlamentsmedlemmernes immunitet fra retsforfølgelse skulle ophæves.

Loven, som er foreslået af Erdogans parti AKP, ses af det kurdiske oppositionsparti HDP som rettet direkte mod dem. Erdogan har da også truet medlemmerne af HDP med retsforfølgelse, fordi partiet efter hans mening er en forlænget arm af den illegale og militante kurdiske frihedsbevægelse PKK.

Ifølge CNN Turk kom flere politikere til skade under den voldsomme slåskamp i parlamentet.

Som du kan se i videoen herunder, er det ikke kun i Tyrkiet, politikerne af og til ryger i totterne på hinanden. Billederne her stammer fra det ukrainske parlament i 2012.