Adele og Matt Allen opdrager deres børn noget anderledes end de fleste. I stedet for at gå i skole, leger deres søn i haven og tegner på væggen – og bliver man syg, går man ikke til lægen, men taler om det i stedet.

Det er bare nogle af elementerne, der indgår i det britiske forældrepars alternative opdragelsesstil, som de selv kalder ’off-grid-opdragelse’ eller ’freestyle-opdragelse’.

Det skriver britiske the Sunday People ifølge The Mirror.

Navlestrengen blev ikke klippet

Adele og Matt har sammen børnene Ulysses på fem år og Ostara, der er et år gammel. Begge børn er født ved hjemmefødsel, og havde gennem deres første uge et helt særligt bånd til deres mor.

Navlestrengen og moderkagen blev nemlig ikke fjernet ved fødslen, men Adele ventede i stedet på, at begge rådnede væk af sig selv.

Det skete efter seks dage, hvor Adele og Matt holdt stanken af rådnende kød på afstand ved hjælp af rosenblade og saltvand.

»Hvis det var meningen, at babyer skulle have neglestregen skåret af ved fødslen, ville vi være født med sakse. Det fungerede smukt, og navlestrengen forsvandt og formede en perfekt navle,« forklarer Adele.

Bliver ammet som 5-årig

Troen på det fuldkommen naturlige går igen i stort set alle valg, Adele og Matt træffer i forhold til deres to børn. Ulysses på fem år bliver stadig ammet af sin mor, og det har hun tænkt sig at blive ved med, indtil han selv får lyst til at stoppe.

»At amme er lige så naturligt som et knus, og jeg er ikke villig til at fortælle Ulysses, at han skal stoppe, før han selv bestemmer, han er klar,« forklarer Adele.

Bruger ikke medicin og lægehjælp

Hende og hendes mand tror heller ikke på lægebesøg og medicin, men mener, at al sygdom udspringer fra psykisk ubehag.

Derfor tror familien på, at det er bedre at snakke om tingene, end at proppe kroppen med medicin. I stedet bruger Adele eksempelvis sin brystmælk til at behandle øjeninfektioner, og citronjuice bliver brugt som middel mod forkølelse.

Hun afviser også, at familien ville ty til lægehjælp i traditionel forstand, selv hvis en af dem blev ramt af en alvorlig sygdom som eksempelvis kræft.

Går ikke i skole

Adele, der er forfatter, og Matt, som til dagligt er yogalærer, starter deres dag hver morgen klokken syv. Herefter tager Matt en svømmetur i havet, inden han forbereder familiens morgenmad; grød og vand. Børnene får lov til at sove, til de selv vågner. Et-årige Ostara vågner som regel lidt efter syv, mens Ulysses kan lide at sove til omkring klokken ni.

Men hvor andre børn på hans alder begynder at gå i skole, bruger Ulysses sin dag på at lege i haven, tegne på væggene i lejligheden eller lege gemmeleg med sine forældre. De tror ikke, der er nogen grund til at presse børn til læring, men tror i stedet på læring gennem leg, og at børnene nok skal lære at læse, skrive og arbejde med tal, hvis det bliver nødvendigt for dem.

»Den eneste måde at beskrive hans uddannelse er freestyle. Vores prioritet er at holde børnene knyttet til naturen. Jeg har ikke noget imod, han tegner på væggene, så længe det ikke er med en permanent tusch. Han skal udtrykke sig,« forklarer Adele.

Familien sagde fra

Hende og Matt begyndte at undersøge alternative leveformer for mange år tilbage, og deres mål er at tilslutte sig et lokalsamfund i Costa Rica, som gror al sin egen mad og lever stort set vegetarisk. I forvejen spiser familien ikke kød, og aftensmaden består ofte af smoothie med banan og dadler.

Parrets alternative levestil har gjort, at Adele har mistet kontakten til sin nære familie, mens Matts mor har været positiv over for deres valg.

»Vores livsstil virker måske unormal, men jeg tror virkelig, vores børn bliver sundere og gladere af det,« forklarer Adele.