En rolig, smilende og iskold massemorder.
Det var det indtryk, nordmændene og resten af verden fik af Anders Behring Breivik, da han mandag ankom til retten i Oslo for at få forlænget sin fængsling.
Da han kom ind i lokalet, holdt han hænderne op foran sig for at vise, at han havde håndjern på. Ifølge Breivik forsvarer var der tale om en form for højreekstremistisk hilsen.
Læs også: Nye billeder: Sådan så Breivik ud få minutter efter massemord
Breivik var klædt i en mørk habit med et lyseblåt slips og havde vandkæmmet hår.
Og det var en selvsikker og smilende massemorder, der for første gang så direkte ind i fotografernes linser og ud på de mange forfærdede nordmænd, der fulgte retsmødet på tv. Han hilste de mange pressefolk med et nik.
Læs også: Breivik siger ja til interview
Da Anders Behring Breivik fik ordet, krævede han at blive løsladt, men det krav blev mødt med latter fra de mange pårørende og overlevende fra Utøya i salen.
Breivik sagde også, at han ikke anerkendte dommeren.
- Du har fået dit mandat af organisationer, som støtter multikulturalisme, og derfor gør jeg indsigelser mod din habilitet, sagde Breivik.
Han bad senere om at få ordet for at forklare, hvorfor han ikke mener, han skal straffes for sine handlinger.
Derefter startede han på en forklaring, han havde forberedt i fængslet. En sides tætskrevet tale. Flere gange undervejs begyndte de overlevende fra Utøya, som var til stede i sagen, at grine ad det, Breivik sagde.
Især da den terrorsigtede 32-årige nordmand krævede at blive løsladt med det samme og bad om at få tildelt krigskorset, det norske militørs fornemmeste udmærkelse, blev han mødt med latter af de omkring 100 pårørende og overlevende.
Til sidst blev han afbrudt af dommeren.
Under mandagens retsmøde fik offentligheden for første gang siden i sommer et glimt af massemorderen. Brevik havde nemlig selv givet tilladelse til at lade sig fotografere.
Og retsmødet blev lidt af et tilløbsstykke.
Allerede i løbet af formiddagen begyndte pressen at stille op uden for retsbygningen, og en lang række af tilhører - mange af de overlevende fra Utøya eller pårørende til de 77 dræbte - stillede sig i kø uden for retslokalet.
Mandagens retsmøde var det sidste af i alt fem fængslingsmøder, hvor Anders Behring Breivk skal have sin varetægstfængsling forlænget.
Breivik har selv ønsket at få lov til at forklare sig under dagens retsmøde, og han har også givet lov til, at pressen må tage billeder af ham og filme ham til og fra retten.
Grunden til, at det overhovedet kommer på tale nu, er, at politiet ikke længere frygter, at han har medsammensvorne uden for fængslet, som han kan kommunikere med.
Breivik har erkendt at stå bag terrorangrebene mod regeringskvarteret i Oslo og massakren på Utøya, men han mener ikke, han skal straffes for det, han har gjort. Han siger, at det var nødværge. Et forsvar mod den multikulturalisme, som ifølge Breivik har overtaget Norge.
Dommer Wenche F. Gjelsten afsagde her til eftermiddag kendelse. Breivik skal være fængslet indtil retssagens begyndelse 16. april.
Retten lagde vægt på, at han har erkendt de grusomme gerninger 22. juli 2011, at han ikke har vist nogen tegn på anger, og at der foreligger ekstremt stor risiko for, at han vil foretage nye terrorhandlinger, hvis han sættes på fri fod.































