Under en patrulje i 2007 falder en deling danske soldater i et Taleban-baghold. En af heltene fra den dag er René Houbak.
Mens valgkampen raser hjemme i Danmark i november 2007, har danske soldater i Afghanistan fået til opgave at drive Taleban mod nord på østsiden af flodområdet Green Zone. Fra basen Arnhem skal gruppefører og sanitetssoldat René Houbak sammen med spejdereskadronen undersøge området.
Det var på sådan en opgave, at danske soldater faldt i baghold 29. november. 25-årige, sergent René Houbaks indsats den dag gjorde, at han sammen med sin sanitets-kollega, konstabel Martin Bødker efterfølgende blev tildelt tapperhedsmedaljen.
Den danske deling er på vej tilbage fra en patrulje til fods mod lejren i et mennesketomt mark-område, da to skud flyver hen over dem. Med ét fyldes luften af et inferno af piskesmældslyde fra Taleban-kugler. Danskerne springer instinktivt i en halvanden-meter dyb grøft langs vejen. Dér i sikkerhed giver René Houbak og Martin Bødker hinanden high-five. Det er det her, de har ventet på.
Begejstringen forsvinder dog hurtigt, for over radionettet forstår René Houbak, at ingen har overblik over fjendens position. Det er dog delingens bagerste gruppe, der er under hårdest beskydning.
Ramt i hovedet
Et kvarter efter kommer meldingen: ’Vi har en mand nede. Vi har en mand nede’.
Nu skal René Houbak og Martin Bødker i aktion. Over radioen prøver de at finde ud, hvor soldaten er ramt, men ingen svarer. Engang imellem bliver radioknappen holdt nede, så de kan høre skud. Så tavshed, radioknitren, flere skud, og en person, som stønner af anstrengelse. ’Han er ramt i hovedet for helvede’, lyder det.
René Houbak mærker en isnende kulde igennem sig.
Ligner en krigsfilm
Delingsføreren Johan Suadicani leder de to sanitetssoldater langs grøften - over dem runger skud og råb. Vandet i grøften er omkring 25 cm dybt, men mudderbunden er lige så dyb, så danskernes støvler suges ned, hver gang de tager et skridt. De når en lav jordbro, som går over grøften. Delingsføreren springer nærmest overmenneskeligt op og løber de tre-fire meter over broen og ned i grøften på den anden side. Kuglerne slår tæt ned omkring delingsføreren, så det ligner noget fra en krigsfilm, tænker René Houbak. Delingsføreren opdager, at de andre ikke er fulgt med, og råber vredt til dem.
’Ikke uden støtteild’, skriger René Houbak tilbage. Han ved, at Taleban nu har fuldt fokus på broen. Soldaterne udgør et let mål mod en lys mur i baggrunden og uden dækning på broen. Ildstøtten kommer, og René Houbak springer op. Men før han er fri af mudderet, er ildstøtten ved at aftage, og fjenden er begyndt at skyde igen.
En kugle rammer hjelmen
Han fortsætter, mærker et skarpt ryk i hjelmen, da en kugle preller af, men lander sikkert i grøften igen. Det samme gør Martin Bødker. De fortsætter gennem grøften og ind på en lille gårdplads. Over radioen får de at vide, at 1. gruppe har endnu en såret, mens de er lige uden for en rød metaldør på gårdspladsen. Delingsføreren prøver at sparke døren op, men uden held. Klepperten Martin Bødker får til opgave at sparke døren op - uden held. De overvejer at sprænge døren, indtil Martin Bødker prøver at åbne døren udad. Den går op, og de griner fjoget til hinanden. Pludselig hamrer en række skud ind i dørkammen og rundt i gården bag dem.
René Houbak og Martin Bødker er nu nødt til at løbe langs en lys mur for at komme til de sårede. Kuglerne tæsker ind væggen og om deres fødder, da de én for én løber langs muren. Om hjørnet er et lille rum med en smule dækning, hvor 1. gruppe ligger.
På jorden ligger en 22-årig og en 21-årig soldat. Gruppefører Westergaard sidder på knæ ved den 22-årige. Ved den 21-årig holder en konstabel en blodig forbinding under hans hoved. Konstablen er støvet, men tårer har trukket et vådt spor ned ad hans kinder.
Skudt gennem munden
René Houbak ved straks, at de to skal på et hospital. Den ene er blevet skudt gennem munden, og han koncentrerer sig i stedet om den anden. Han er skudt i panden. René Houbak mærker et sug i mellemgulvet, da han undersøger udgangshullet i baghovedet, men han beordrer Martin Bødker til at give ham førstehjælp, mens han selv beder om helikoptertransport.
Der går lang tid, inden langstrakte fløjtelyde fortæller, at mortérgranater er ved at slå ned et sted. Danskerne har så småt fået overtaget mod talebanerne. René Houbak, Martin Bødker og de andre bliver samlet op af pansrede Eagle-firehjulstrækkere, der bringer dem tilbage til Arnhem,
Ingen af de to sårede overlever. I ugerne efter sov René Houbak med en ladt pistol i soveposen - især den første patrulje efter den dag var svær.
