Gammel kærlighed ruster aldrig. Efter 70 års adskillelse er den amerikanske krigsveteran Norwood Thomas på 93 år blevet genforenet med sin britiske kæreste Joyce Morris på 88 år. Det skriver Sky News.

»Det er noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet,« siger Norwood Thomas.

Se den rørende genforening her:

Parret mødte hinanden i England i 1944. Norwood Thomas var soldat og efter et par måneder blev han sendt til Normandiet og måtte vinke farvel til den dengang 17-årige Joyce Morris.

Men det unge par kunne ikke glemme den tid, de havde tilbragt sammen. De skrev adskillige breve til hinanden, og efter krigen vendte Norwood Thomas tilbage til USA og skrev et helt særlig besked til Joyce Morris. Han spurgte, om hun ville komme til USA og gifte sig med ham.

Et romantisk brev – som desværre blev misforstået. Da Joyce Morris læste brevet, troede hun, at han havde forelsket sig i en anden, og derfor stoppede hun øjeblikkeligt med at sende breve til ham.

Tiden gik. De blev begge gift. Joyce Morris flyttede til Australien med sin mand, men det var umuligt for hende at glemme sin gamle flamme. Savnet blev ved med at eksistere, og efter at være blevet skilt, fik hun sidste år en af sine sønner til at lede efter Norwood Thomas på internettet. Det lykkedes, og hun sendte en besked af sted.

Norwood Thomas' kone var død flere år forinden, og han var glad for at høre fra Joyce Morris. De genoptog kontakten og begyndte blandt andet at Skype.

Efterfølgende blev historien om de to turtelduer opsnappet af en række medier, som valgte at donere penge til en flybillet til Thomas Norwood.

»Jeg vil hellere dø på min rejse til Australien, end jeg vil blive hjemme og blive ved med at tænke 'hvad nu hvis?'«, sagde han ifølge Sky News, inden han rejste til Adelaide i Australien, hvor Joyce Morris bor.

Parret blev genforenet med både kys og kram.

»Det var en dejlig følelse endelig at møde den kvinde, som jeg ikke havde set i 70 år. Selvfølgelig har hendes udseende forandret sig, men det har mit også,« siger Norwood Thomas ifølge VG.

Parret har angiveligt planer om at fejre Valentines Day sammen.