På få måneder er Dinesh Rathod og hans hustru Tarakeshwari gået fra at være dagens par i skysovs til at være eftersøgt af den politistyrke, de begge er en del af. De to indiske politifolk blev ellers hyldet, efter at de som det første indiske par nogensinde tilsyneladende besteg Mount Everest 23. maj i år.

Parret havde taget fotos af sig selv med det indiske flag på toppen af verdens højeste bjerg, og dette var nok til at få de nepalesiske myndigheder til at bekræfte succesen for omverdenen.

Det blev ægteparret naturligvis populært på i Indien, og hele politistationen i hjembyen Pune lykønskede de stolte bjergbetvingende kolleger, da de vendte hjem som helte.

Men glæden var kort. I juni modtog de nepalesiske myndigheder en række klager fra andre bjergbestigere, der mente, at parret aldrig nåede til toppen.



Satyarup Siddhanta havde nået toppen to dage før Dinesh og Tarakeshwari Rathod angiveligt gjorde, og han fortæller til The Indian Express, at han delte sine billeder fra toppen med flere sherpaer (professionelle guider og bærere, red.) i den såkaldte basecamp, og at de kan have givet billederne videre til andre.

Og det er der meget, der tyder på, at sherpaerne har.

Fuskede med foto


Efter at have sammenlignet Sidd­han­tas billeder fra toppen med ægteparrets har de nepalesiske myndigheder fastslået, at de har redigeret sig selv ind på billederne, og derfor har de nu fået ti års forbud mod at bestige bjerge i det bjergrige land.


Politichefen i Pune har nu indledt en efterforskning, men hun har svært ved at høre de mistænkte kollegers version, idet de er forsvundet efter den indledende afhøring. ­­I ­Nepal er de to sherpaer, der fulgte dem på Everest, også stukket af, skriver mediet The Guardian.

Politichef Rashmi Shukla udtaler til Indian Express, at parret har »tilsvinet ikke bare politiets ry, men hele landets«.

​Åbenlyse fejl


Anjali Kulkarni er en anden af de bjergbestigere, der har anklaget Dinesh og Tarakeshwari Rathod for svindel.
Han påpeger, at de har sjusket en hel del, da de på flere af billederne fra toppen har forskelligt tøj på. Og det er temmelig usandsynligt, at man ville skifte tøj i 8.850 meters højde.



»At skifte tøj midt under bjergbestigningen og undgå forfrysninger ville være et rent mirakel,« siger han til indiske Mid-Day.

Ifølge efterforskningen er det ikke første gang, at de har pyntet på deres meritter. I 2014 hævdede de at have besteget Australiens ti højeste tinder, men myndighederne nægtede at bekræfte deres påstand.