Egyptiske myndigheder fik tirsdag overdraget data fra den ene af to sorte bokse fra styrtet EgyptAir-fly.

Kairo. Data fra EgyptAir-flyet, der styrtede i Middelhavet 19. maj med 66 mennesker om bord, blev tirsdag sendt tilbage til Egypten efter vellykket reparation af den ene af flyets to sorte bokse.

Begge flyets sorte bokse blev bjærget efter styrtet, men teknikken var beskadiget. Det er foreløbig lykkedes den franske havarikommission at reparere den af de sorte bokse, der indeholder tekniske oplysninger om flyvningen.

Reparationen af den anden sorte boks - den såkaldte Cockpit Voice Recorder med optagelser fra flyets cockpit - blev indledt tirsdag.

Håbet er, at optagelserne i de to sorte bokse kan give indblik i, hvorfor flyet styrtede ned.

Der kan dog gå dage, før man er færdig med at analysere data, lyder det ifølge Reuters i en erklæring fra den egyptiske kommission.

EgyptAir MS804 - en Airbus A320 - forsvandt på sin rute fra Paris til Kairo mellem de græske øer og den egyptiske kyst tidligt torsdag morgen 19. maj.

Besætningen sendte ingen nødsignaler, og ingen af de ombordværende er blevet bjærget.

Islamisk Stat påtog sig kort efter styrtet skylden for styrtet, men den franske anklagemyndighed har sagt, at der på nuværende tidspunkt ikke er fundet tegn på, at der skulle være tale om terrorisme.

I stedet har anklagemyndigheden oplyst, at den har indledt en efterforskning af uagtsomt manddrab.

/ritzau/Reuters