Alle fly er aflyst og metroen er lukket. Det får nu danskere og andre besøgende i Bruxelles til at overrende biludlejningsstederne for komme ud af byen hurtigst muligt.

Bruxelles blev tirsdag morgen ramt af flere eksplosioner. To fandt sted i Zaventem Lufthavn i Bruxelles, mens flere metrostationer nær EU-kvarteret også er ramt. Ifølge flere medier skulle der være tale om selvmordsangreb.

Marianne Henriksen, der er forhandlingssekretær i 3F, er en af de danskere, der opholder sig i midt i Bruxelles, hvor hun har været til netværksmøde i en bygning tæt på en af de ramte metrostationer. Hun sidder nu i en lejet bil på vej ud af byen.

- Der er rigtig mange andre, der har fået sammen idé med at leje bil. Vi skal bare hjem nu, siger Marianne Henriksen til Fagbladet 3F på en meget usikker telefonlinje fra Bruxelles.

De to danskere er dybt rystede over at befinde sig så tæt på det, der ligner terrorhandlinger.

- Vi har aflyst alle møder. Det er helt umuligt at koncentrere sig. Der er fuld udrykning og blå blink over hele byen. Og der står politi med våben over det hele. Det er virkelig væmmeligt. Jeg vil bare gerne hjem til mine børnebørn, siger Marianne Henriksen.

Med sig i bilen har hun konsulent i 3F, Jane Egholm, en nordmand og en englænder, som også hurtigst muligt vil ud af byen.

- Forhåbentlig kan vi få lov til at køre ud af byen. Det hele syder, siger Jane Egholm.

De to 3F'ere vil enten køre hele vejen til Danmark eller finde en flyafgang fra et andet land.