En dansk turist fik sig noget af en overraskelse, da han var taget i den canadiske natur for at se på fugle. Med øjnene rettet mod luften opdagede han ikke engang, at en bjørn angreb ham, før det var ovre igen.

Det skriver Calgary Sun.

- Han var i et område med buske med bær, og bjørnen var formentlig i gang med at spise bær, siger Kim Titchener fra organisationen Wildsmart, der har til formål at reducere konflikter mellem mennesker og dyr i naturen.  

Ifølge den canadiske avis bevægede den danske turist sig ind i et område, der er tydeligt markeret med advarsler om, at der er bjørne i området.

På trods af sin uforsigtighed led den danske turist dog ikke større skade ved overfaldet.

- Bjørnen løb mod ham og bed hans arm - den rev hans jakke i stykker, og han har fået nogle skrammer. Han er virkelig heldig, siger Titchener.

Myndighederne skal nu forsøge at identificere bjørnen. Men det er allerede nu konkluderet, at bjørnen ikke var ude på at dræbe.

- Det er næppe en aggressiv bjørn, og det tyder mere på en overrasket bjørn, der forsvarede sig, siger Dave Dickson, der er officer i Canmore til Calgary Sun.